Efter skræmmende slangefund: Ejer kan få flere sigtelser på nakken
De overlevende slanger er kommet i hænderne på en slangetæmmer i Aars.
Slangeejeren fra Vester Hassing skulle måske have taget imod råd, før kongepythonerne blev forladt.
Det var en opmærksom nabo, der onsdag aften oplevede en sær lugt fra nabolejligheden, og derfor alarmerede politiet.
Politipatruljen kom ud til noget, der skulle vise sig at overraske dem vældig meget.
- Da man kommer ind i lejligheden, lugter det ikke særlig godt, som naboen pointerede, og der var enormt mange slanger. Det kan lyde farligt i sig selv, men alle sammen var i bur og opbevaret, som man skal, forklarede Thomas Ottesen til TV2 Nord og oplyste samtidig, at alle slangerne er kongepythoner.
Slangeejeren kan se frem til sigtelse
Der blev fundet 85 slanger i hjemmet i Vester Hassing, 12 af dem var døde og to af slangerne skal aflives.
Fem af slangerne svæver mellem liv og død.
Kongepythoner er lovlige at holde som hobbydyr uanset antal, og sagen sorterer dermed inde under dyrevelfærdsloven.
- De døde slanger bliver nu sendt til undersøgelse på Københavns Universitet. Resultaterne skal vi bruge til at afgøre, hvad slangeejeren skal sigtes for. Der er fire ting, som der kan rejses sigtelse for i denne sag, lyder det fra Henrik Jensen, der er leder af Dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi.
De fire mulige sigtelser
1) Væsentlig ulempe (Hvis man påfører et dyr en ulempe)
2) Uforsvarlig behandling af dyr
3) Grov uforsvarlig behandling af dyr
4) Grov uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling
Kilde: Henrik Jensen, Leder af Dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi
Der vil være forskel på straffen, hvis der er tale om henholdsvis privat eller erhvervsmæssig dyrehold.
Ifølge Henrik Jensen er der ikke noget i denne sag, der tyder på, at ejeren har handlet med slanger.
- Der er oftest tale om bødestraf begyndende ved et par tusinde kroner og op til 10.000 kroner, når der er tale om en privat dyreejer. Det kan dog blive så alvorligt, at det kan straffes med fængsel, fortæller Henrik Jensen.
Slangerne repræsenterer ikke nogen nævneværdig værdi ifølge politiet. De kan købes for få hundrede kroner.
VIDEO: Line Rosa fra Nordjyllands Internat giver råd til dyreejere:
Gør det her, hvis du ikke kan varetage dine dyr
Hos Dyrenes Beskyttelse - Nordjyllands Internat, oplever de en gang i mellem, at der bliver indleveret mange dyr hos dem - en øvelse ejeren af slangerne måske skulle have benyttet sig af.
- Det vokser folk over hovedet at have mange dyr. Der kan være forskellige omstændigheder, men ofte har folk ikke en ond intention, når de anskaffer sig kæledyr, fortæller Line Rosa, der er veterinærsygeplejerske ved Nordjyllands Internat.
Hos internatet modtager de typisk hunde og katte, når det er i de større mængder, og der er hjælp at hente som dyreejer, hvis for eksempel antallet af dyr er løbet løbsk.
- Hvis man ikke selv kan tage vare på sine dyr, vil mit allerbedste råd være, at man altid kan ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812 og bede om hjælp.
- Der sidder fagperson, der kan råde og vejlede i forhold til, hvad man kan gøre som ejer, slutter veterinærsygeplejersken hos Nordjyllands Internat Line Rosa.
Se indslaget om slangerne herunder.