Efterforskning: Politiet leder efter elektroniske spor i sag om bombetrussel

Bombetruslen mod Klarup Skole mandag udløste en større efterforskning. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritxau Scanpix

Politiet fortsat uden afgørende spor i forbindelse med mandagens bombetrussel mod Klarup Skole.

Nordjyllands Politi er til morgen fortsat ikke kommet afgørende videre i sagen om, hvem der står bag bombetruslen mod Klarup Skole mandag klokken 17.01.

Truslen udløste en større efterforskning, og politiet oplyste senere mandag, at den elektroniske trussel sandsynligvis var falsk.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg fortæller, at politiets efterforskere i dag skal kigge nærmere på Klarup Skoles IT-systemer, da bombetruslen var afsendt i skolens interne system.

Til morgen vil skolens personale være klar til at svare på spørgsmål om aftenens hændelse fra forældre og børn.

Også Nordjyllands Politi vil være tilstede ved Klarup Skole til morgen i tidsrummet fra klokken 07.30 til 08.30 med tryghedsskabende patruljer, meddelte Nordjyllands Politi i aftes på Twitter.

Også bombetrussel mod skole i Thisted

Nordjylland var mandag ramt af yderligere en bombetrussel mod en skole, da Tingstrup Skole i Thisted modtog en bombetrussel mandag formiddag.

I første omgang viste efterforskningen, at det var en 13-årig elev på skolen, der via intranettet Aula havde sendt truslen ud til elever, lærere og andet personale på skolen.

Men den videre efterforskning i sagen viste tirsdag formiddag, at den 13-årige elev var blevet hacket, og at truslen ikke er sendt af ham.

Efter skolen modtog truslen evakuerede lærerne alle elever ud på skolens sportsplads og kontaktede politiet. Truslens ordlyd og omstændighederne førte til, at politiet i løbet af kort tid vurderede, at der ikke var tale om en reel trussel.

 

Forsiden lige nu