EH Aalborg taber bundbrag i egen hule

De aalborgensiske håndboldkvinder tabte nøglekamp til rivalerne fra Ajax København.

Tirsdag kom det frem, at cheftræner i Aalborg EH, Karen Brødsgaard, stopper efter indeværende sæson.

Lørdag var de boldglade piger så i aktion på egen bane, da man tog i mod Ajax København.

Et opgør mellem ligaens sidsteplads og tredjesidsteplads, hvor københavnerne dog viste sig som klart stærkest.

Dermed er EH Aalborg stadig på sidstepladsen i tabellen.

Kampen startede ellers lige, og ved pausen sagde stillingen 12 scoringer til begge hold.

Efter en tur i omklædningsrummet kunne aalborgenserne dog ikke følge med de københavnske kvinder, der holdt kadencen med 12 mål per halvleg, mens EH Aalborg måtte nøjes med otte.

I nederlaget på 20-24 blev Laura Damgaard topscorer for hjemmeholdet med fem scoringer, mens Anne Tolstrup Petersen fra Ajax København blev kampens mest scorende med seks træffere.

Der resterer nu kun tre kampe i ligaen, og EH Aalborg har kun et point op til Ringkøbing på næstsidstepladsen.

Sidstepladsen er lig med en tur i 1. division, mens man som næstsidst skal kæmpe for livet i kvalkampe.

EH Aalborg skal i næstsidste runde en tur til netop Ringkøbing.

EH Aalborgs slutprogram: 

1.3.19 EH Aalborg - Skanderborg 

5.3.19 Ringkøbing - EH Aalborg

13.3.19 EH Aalborg - Silkeborg-Voel

 


Seneste nyt

fra Nordjylland