Ejer søges: tamme kaniner på springtur i cirkus

Siden søndag har Cirkus Arena, der lige nu holder til ved Fjordmarken i Aalborg, haft besøg af et par tamme kaniner.

For fire dage siden fik Cirkus Arena uventet besøg af to tamme kaniner.

- De kom bare hoppende ind på pladsen. Og da vi satte os ned på hug, kom de selv hen til os og lod sig både kæle med og løfte op. Så der er uden tvivl tale om to tamme kaniner på springtur, fortæller Kristoffer Ditlevsen, presseansvarlig i Cirkus Arena, til TV2 Nord.

Familien Berdino besluttede sig for at indlogere de to gæster i et bur med rigeligt mad og drikke, i håb om at ejerne ville melde sig. Men det er altså ikke sket endnu, så derfor håber de på at en efterlysning vil hjælpe med at få de to kælne kaniner hjem til deres retmæssige ejere igen.

- Vi har ingen tryllekunstnere, der har brug for kaniner til at trække op af hatten, så der er desværre ikke mulighed for et job i cirkus til kaninerne, forklarer Kritoffer Ditlevsen.

Cirkus Arena passer på de to kaniner indtil på søndag. Men har ejerne ikke meldt sig inden da, kommer de to eventyrer videre til et internat.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland