Ekspedient på tankstation udsat for røveriforsøg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
En endnu ukendt mand forsøgte natten til søndag at røve penge fra Shell/7-Eleven på Østerbro i Aalborg.
En endnu ukendt mand forsøgte natten til søndag at røve penge fra Shell/7-Eleven på Østerbro i Aalborg.
Kort før klokken 2 natten til søndag blev en ekspedient hos Shell/7-Eleven på Østerbro i Aalborg udsat for røveriforsøg, da en mand kom ind i butikken - og hen mod kassen trak han en "røverihue" ned over hovedet, hvorefter han bad ekspedienten om at få penge fra kassen.
Ekspedienten var hurtig og fik trykket på alarmknappen, idet han gik ud i baglokalet.
Det lykkedes således ikke gerningsmanden at få nogle penge med sig.
Ifølge politiet betegnes ugerningen som røveriforsøg, da manden havde en kniv med sig, som han dog kun brugte til at komme ud af butikken med. For han var nemlig låst inde i butikken, da døren automatisk lukker og låser netop for at øge sikkerheden for personale om natten.
Det lykkedes ham dog at komme ud, da han brækkede døren op ved hjælp af den medbragte kniv.
Trods det at manden var iført den såkaldte røverihue med huller til øjnene, så er politiet fortrøstningsfulde i forhold til at finde manden. Der er nemlig flere billeder af manden og episoden på butikkens overvågningskameraer, ligesom politiet er i besiddelse af en taske, som den formodede røver tabte. Dog hører politiet naturligvis gerne fra folk, der har kendskab til røveriforsøget. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.
Gerningsmanden beskrives som almindelig af bygning, han havde en grå hættetrøje på, en mørk jakke og bukser, grå handsker og grå sko.