Ekspert om Stine Rex’ verdensrekord: - Her er opskriften på hendes succes
Sportsfysiolog Peter Møller Christensen arbejder dagligt sammen med nogle af verdens bedste atleter hos Team Danmark. Foto: Team Danmark & Simon Hougaard / TV2 Nord
Sportsfysiolog hos Team Danmark Peter Møller Christensen peger på fire ting, der tilsammen har gjort ultraløberen fra Aalborg i stand til at slå rekorden.
505 kilometer på 72 timer. 351 runder á 1,4 kilometer rundt om søen ved Søparken i Aabybro. Med en gennemsnitsfart på godt syv kilometer i timen.
Selve farten kan de fleste træne sig op til, men det unikke ved Stine Rex' præstation, da hun søndag formiddag smadrede verdensrekorden, er det unikke tidsrum, hun klarede det i.
Det fortæller sportsfysiolog hos Team Danmark, Peter Møller Christensen.
- Der er så få mennesker, der kan gøre det, hun har gjort. De fleste kan træne sig op til at løbe over 10 kilometer i én time, men at bevæge sig med godt syv kilometer i timen uafbrudt i tre dage fortjener anerkendelse og klap på skulderen, siger han.
VIDEO: Se vinderinterview med Stine Rex:
Sportsfysiologen er vant til at arbejde med Danmarks dygtigste atleter inden for blandt andet korte og lange løbedistancer og triatlon, hvor der skal løbes, cykles og svømmes langt uden pause – heriblandt den nykårede danske rekordholder inden for triatlon, 25-årige Magnus Ditlev.
Han ser en klar sammenhæng mellem sine atleter og Nordjyllands løbedarling fra Vejgaard.
- Alle sportspræstationer har dét til fælles, at du er helt ude i ekstremerne, hvor meget få kan være med. Det kræver talent og hårdt arbejde, og hvis det var så nemt, havde flere jo gjort det.
Hvis du måler på hende, så vil hun formentlig kun stikke ganske lidt ud muskulært i forhold til maratonløbere
Peter Møller Christensen, sportsfysiolog, Team Danmark
De hemmelige våben
For at forstå, hvordan Stine Rex kan holde benene i gang i 72 timer kun afbrudt af korte hvile- og spisepauser og fire timers søvn, så skal vi dykke længere ind i kroppen.
- Stine er en udholdenhedsatlet med meget stort U. Hun har hylderne fyldt op med alle de vigtigste ting, når man skal præstere i lang tid. I en forsimplet prioriteret rækkefølge vil jeg vurdere, at det gælder om at have et meget stærkt hoved, være modstandsdygtig over for det stress, aktiviteten yder på kroppen i muskler, led og hud, have udholdende muskler, en god plan for mad og drikke undervejs og et fornuftigt kredsløb, siger Peter Møller Christensen.
Tidligere fysiske test af Stine Rex på Trænerakademiet har vist, at hun har et hjerte på størrelse med en mands, og at hendes iltoptagelse er i verdensklasse.
VIDEO: Her runder Stine Rex de magiske 500 kilometer:
Men faktisk betyder musklerne endnu mere end kredsløbet, fortæller Team Danmarks sportsfysiolog.
- Hjertet og blodvolumen spiller en forventet større rolle i discipliner med højere intensitet som en 10.000 meter eller maraton. Når man er i gang i lang tid og løber væsentligt langsommere, når kredsløbet ikke at sætte en begrænsning. Stine er jo langt fra sin makspuls (det højeste antal slag, hjertet kan præstere i minuttet, red.). Det er vigtigere, at musklerne er effektive og kan holde den øgede energiomsætning, forklarer han.
Peter Møller Christensen understreger, at han ikke har foretaget fysiske tests på Stine Rex og derfor udtaler sig ud fra sit umiddelbare kendskab til hende som ultraatlet og de generelle fysiske forhold, der gælder for topatleter.
Jeg har kun ondt i halsen – resten af min krop kan jeg slet ikke mærke.
Stine Rex, ultraløber
Hellere lille og vågen
Selv om hendes præstationer er i den høje ende, er Stine Rex’ krop det langtfra. Med sine 45 kilo og 1,58 meter er hun mindre end mange andre løbere, og det er også en af hendes helt store fordele.
- Vægten betyder meget, for er du lille og spinkel får du en meget mindre impact på kroppen hver gang, du tager et skridt. Vejer du 70 kilo, belaster det knæ, ankler og muskler meget mere, end hvis du er klejn og trimmet, siger han.
- Det kræver også mere energi at flytte 70 kilo i stedet for 45 kilo, og det gør alt andet lige logistik nemmere med hensyn til mad og drikke, tilføjer Peter Møller Christensen.
Tidligere fysiske tests af Stine Rex har vist, at hendes meget oprette løbestil og landinger på forfoden også er med til at mindske belastningen på kroppen.
Alligevel er det psyken, der adskiller Stine Rex fra andre talentfulde løbere verden over, påpeger Peter Møller Christensen.
- Et af de allerstørste komponenter, hun har, er et meget, meget stærkt hoved, der formår at holde hende kørende kilometer efter kilometer, siger han – og sætter yderligere ord på dét, han beskriver som Stines ”X-Factor”:
- Når du bliver presset fysisk, er det som at have en papegøje på den ene skulder, der siger: ”Du skal stoppe, det gør ondt”. Der skal helst være en anden papegøje på den anden skulder, der overdøver dén og siger: ”Du kan godt fortsætte”, forklarer sportsfysiologen.
Han påpeger, at verdens dygtigste atleter ofte har nogle dybereliggende evner, der gør dem i stand til at fortsætte, selv når smerten er slem.
Løber på Mentos og vingummibamser
Har man kigget med i bare nogle af de 72 timer, hvor TV2 Nord har sendt Stine Rex’ rekordforsøg direkte på Salto og tv2nord.dk, så har man også luret et andet hemmeligt våben:
Hendes ægtemand og træner Dan Kristensen. I et tæt samarbejde med fysioterapeut Søren Dalum har han lavet en plan over, hvor meget og hvor ofte hun skal spise og drikke.
Ikke så minutiøst som andre ultraløbere, men nok til at gøre en forskel.
- Det gør jo, at hun får nok energi hele vejen igennem, men heller ikke for meget. Når man er i gang så længe, er fedtforbrænding vigtigt, så man kan blive ved med at omsætte energi. Det er i tillæg en fordel, at farten ikke er så høj, så energiindtaget nemmere kan dække forbruget, uanset om det kommer fra fedt eller kulhydrater, siger Peter Møller Christensen.
- Når hun kan holde sig i gang i så lang tid, må man sige: De har virkelig lavet deres hjemmearbejde, tilføjer han.
Som livestreamingen afslørede, så holder Stine Rex sig løbende på blandt andet kopnudler, pizza, rundstykker, vingummibamser, Mentos og Faxe Kondi.
VIDEO: Stine Rex' mand Dan: - Jeg er så stolt af hende:
Kroppen er topstresset
Netop da Stine Rex løb over ”målstregen” søndag formiddag klokken 10 og havde sikret sig verdensrekorden, sagde hun:
- Jeg har kun ondt i halsen – resten af min krop kan jeg slet ikke mærke.
Selv om den kække bemærkning mest var ment i sjov, så har ultraløberens krop været udsat for en ekstrem belastning, der sætter sine spor, hvis man kigger nærmere efter.
- Hvis du tog blod- og muskelprøver på hende, ville du kunne se forhøjede stressmarkører allerede efter få timers løb, og de ville gradvist blive højere. Men alt tyder på, at får kroppen hvile bagefter, kan det godt hele sig selv, siger Peter Møller Christensen.
VIDEO: Se alle de bedste øjeblikke fra rekordforsøget:
Kroppen er så sindrigt indrettet, at den automatisk vil ”slå fra”, hvis en atlet fristes til at præstere over evne.
- Du kan - lidt forkantet og forenklet sagt - ikke løbe dig ihjel, for kroppen har faresignaler, den reagerer på. Det er ligesom et HFI-relæ, der slår fra, hvis lynet slår ned. Du kan normalt ikke presse dig selv mere, end hvad godt er, forklarer han.
- Den største risiko er faktisk, hvis man drikker markant mere vand, end man sveder, og glemmer salt, men det lader ikke til at være tildet med tanke på, at rekorden blev opnået, siger sportsfysiologen.
Dermed er det nu tid til at summere op præcis hvilke fire ting, der gør Stine Rex til verdensmester – i hvert fald ifølge Team Danmarks sportsfysiolog.
- Hun er ikke alt for stor, hun har særligt veltrænede muskler, et stærkt hoved og en god plan for, hvad hun skal spise og drikke undervejs, siger Peter Møller Christensen.
Hun har hylderne fyldt op med alle de vigtigste ting, når man skal præstere maksimalt
Peter Møller Christensen, sportsfysiolog, Team Danmark
Mor og far bestemmer dit potentiale
Efter at have fulgt Stine Rex og hendes pragtpræstationer, stiller du måske dig selv spørgsmålet: Ville JEG kunne blive verdensmester, hvis jeg satte mig for det?
Spørger man Team Danmarks fysiolog, der lever af at optimere præstationerne for landets bedste atleter, er svaret: Formentlig ikke.
- For at opnå rekorder skal der være en grad af medfødt talent og god arbejdsmoral, siger Peter Møller Christensen og henviser igen til de altafgørende muskler.
- Vi er alle født med en bestemt fordeling af hurtige og langsomme muskelfibre – det er din mor og far, der bestemmer, hvad du har at arbejde med. Du kan træne dig mere udholdende, men der vil være en øvre grænse. Stine er formentlig udstyret med en stor andel af langsomme, udholdende fibre, siger han.
- Men, siger han. Der er også et positivt budskab til den ”almindelige” motionist.
- ALLE kan træne sig til at blive bedre. Så det må ikke blive en sovepude for dig, hvis du ikke er født med en stor mængde af den ene eller anden slags fibre. Du kan altid blive bedre.
VIDEO: Stine Rex i tårer over sin egen præstation: