Ekstase i Aalborg Håndbold: Vinder DM-guld for tredje gang i streg

Stor triumf i Jutlander Bank Arena. Foran 3000 sultne tilskuere sikrede Aalborg Håndbold sig her til aften DM-guldet. Titlen betyder ovenikøbet, at holdet er kvalificeret til næste års Champions League.

Få hold kan bide skeer med Aalborg Håndbold. I Danmark er der i øjeblikket Aalborg-holdet, og så er der alle de andre.

Her til aften blev Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH) knust i den tredje og afgørende DM-finale og dermed kan de rød-hvide fra Nordjylland juble over deres tredje DM-titel på tre år. Finalesejren sikrer holdet adgang til næste års Champions League.

Danske mestre

2021: Aalborg

2020: Aalborg

2019: Aalborg

2018: Skjern

2017: Aalborg

2016: Bjerringbro-Silkeborg

2015: KIF Kolding København

2014: KIF Kolding København

2013: Aalborg

Titlen som danske mestre kom i hus ovenpå et historisk ridt i den netop føromtalte turnering. Her nåede Aalborg Håndbold hele vejen til Final 4, inden de i finalen måtte se sig blæst ud af banen af håndboldmastodenten FC Barcelona.

Sådan forløb kampen

Der stod Aalborg Håndbold på DM-finalen fra start til slut. En veloplagt Felix Claar satte sit aftryk fra kampens spæde begyndelse. 

Video: Aalborg kommer godt fra start

Foto:TV2 Sport

Svenskeren bragte Aalborg Håndbold foran 2-1, og herfra blev føringen næsten kun større og større i den højintense finale.

Højrefløjen Mark Strandgaard var tilbage på banen, efter han har siddet ude med en lægskade, der holdt ham ude af de afgørende kampe i Champions League.

Video: Aalborg dominerer i kontrafasen

Foto:TV2 Sport

Den hurtige fløjsspiller har kontraktudløb til sommer og har så småt indstillet sig på, at aftenens DM-finale kunne være hans sidste på topniveau. Det afholdt ham dog ikke fra at bringe Aalborg i front 14-10 foran et velfornøjet hjemmepublikum. 

I buret fortsatte Aalborgs målmand Mikael Aggefors de gode takter, som han har vist hele sæsonen. Han pillede flere gange glansen af BSH-spillerne. Han var en stor del af årsagen til, at Aalborg Håndbold kunne gå til pause med 17-12.

Video: Aggefors redder straffekast

Foto:TV2 Sport

Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, hvor det nordjyske mandskab kom flyvende fra start. Hurtigt fik de opbygget en ni-måls-føring, og spillet flød så flot, at TV2 Sports kommentator Bent Nygaard kaldte Felix Claar for en svensk troldmand.

Video: Aalborg på sejrskurs

Foto:TV2 Sport

BSH gav dog ikke så let op. Med omkring seks minutter igen havde de spist sig ind på Aalborg-holdet, og føringen var skrumpet ind til fire mål. Det nordjyske mandskab havde dog is i maven og vandt med cifrene 32-26 og er dermed danske mestre.


Seneste nyt

fra Nordjylland