Elever forkæler lærere med æbler: Et gammelt trick til gode karakterer - men ikke i dag
Foto: Grafik genereret af AI
Der var æbler til lærerne på FN's internationale lærerdag
Med flag, rød løber og æbler hyldede eleverne på Aalborg Handelsskole lærerne.
"Et æble til læreren", lyder et gammelt råd.
Angiveligt skulle det sikre gode karakterer, men i dag havde æblet mere karakter af et skulderklap.
Det er nemlig FN's internationale lærerdag og i den forbindelse uddelte elever på Aalborg Handelsskole æbler til lærerne for at takke for deres arbejde. Samtidig blev lærerne modtaget med både flag og rød løber.
- Meget af lærernes arbejde "flyver under radaren" i det daglige, forklarer Lukas Krogh og Christian Wagner fra 3.G, da vi fanger dem foran lærerværelset med en kurv med røde æbler.
- Faktisk virker det ofte som om, det er meget mere end bare undervisning. Man får faktisk en reel relation med sine lærere, når man har dem i tre år, fortsætter de.
- Det er i højere grad en livsstil end et klassisk job
Theis Guldstad Pedersen
FN's internationale lærerdag blev opfundet i 1994 og i dag fejres lærerne i mere end 100 lande verden over.
Ude i verden er lærergerningen ofte forbundet med høj prestige og et job, der kan gøre en afgørende forskel for børn og unge. I Danmark har de fleste opfattelsen af, at et lærerjob "bare er et job", men for lærerne selv er det meget mere end det:
- Det er i højere grad en livsstil end et klassisk job. Vi arbejder jo ikke bare fra 7 til 13 hver dag. Vi arbejder også om aftenen, i weekenderne og somme tider døgnet rundt på studieture.
- Mange lærere blev lærere, fordi de har et grundlæggende ønske om at gøre en forskel, forklarer Theis Guldstad Pedersen, der er en af de lærere, der torsdag kom hjem med et ekstra æble.
Eleverne lægger ikke skjul på, at de faktisk sætter meget stor pris på lærernes arbejde. Til gengæld er de ikke meget for at sætte navn på deres favoritlærer.
Både "Charlotte", "Peter" og "Christian" nævnes, men hårdt presset indrømmer både Luka og Christian at klasselæreren Signe er deres yndling. Det er nemlig hende, de har flest timer sammen med.
- Vi har mange gode lærere, men Signe er nok favoritten. Hende har vi en helt særlig relation til, indrømmer de to 3.G'ere samstemmende.
Se indslaget nedenfor: