Elever med hang til snyd kan være erhvervslivets fremtid
Kunstig intelligens raser derudaf, og uddannelsesinstitutionerne forsøger at følge med udviklingen.
Jette Baand Christensen og Thomas Jungersen er lærere på Aalborg Handelsskole, og de har begge oplevet, at deres elever har brugt AI (Kunstig intelligens, red.) til at snyde med skriftlige opgaver.
- Vi kan godt se, at det ikke er deres eget sprog, som de har lavet en besvarelse i, lyder det fra Jette.
- Når de laver store skriftlige opgaver, ser vi nogle gange meget flotte akademisk skrevne tekster, og når vi kender eleverne, er det ikke altid, at de har det niveau, tilføjer Thomas.
Nu er de to lærere sammen med knap 60 af deres kollegaer på kursus for at lære, hvordan de kan bruge AI i undervisningen.
Det er nemlig et stort ønske fra erhvervslivet, at elever kan bruge AI, når de forlader handelsskolen.
- Det er en vigtig del af vores strategi, at vi er opdateret inden for blandt andet AI, hvor vi prøver at være på forkant med hele tiden at sende vores medarbejdere på efteruddannelse, forklarer Morten Lund Dam, der er uddannelseschef ved Aalborg Handelsskole.
Se hele indslaget herunder:
Lærerne har værktøjer til at opdage snyd, men de bygger på genkendelse af tekster, og de er ikke til at bruge, hvis det er AI, der har lavet teksten. Hver tekst er nemlig unik.
Derfor må lærerne nu ændre den måde, de laver opgaverne på.
- Vi bliver simpelthen nødt til at sige, at det måske er en fjende her og nu, fordi vi skal gentænke nogle ting, men vi bliver nødt til at gøre det til en aktiv spiller i undervisningen, siger Jette Baand Christensen.
- Og vi bliver nødt til at gøre eleverne langt mere parate til at bruge teknologien på en konstruktiv måde.
Snydere er måske fremtiden
AI er så udviklet, at det allerede den dag i dag kan skrive en opgave i elevens eget sprog, men det er krævende at få den til det.
De elever, der kan få AI til det, er derfor dygtige til AI, og det er netop dem, erhvervslivet efterspørger.
- Den gode elev kan finde ud af at prompte den, som man kalder det, med de rigtige oplysninger. Strukturere de her spørgsmål og få den til at hjælpe ordentligt, fortæller Thomas Jungersen.
- Det betyder også, at eleven skal have en vis evne og en viden omkring at bruge det.
Uddannelsesinstitutionerne forsøger hele tiden at følge med AI, der udvikler sig med en rasende fart.
Kan ifølge med?
- Vi gør det så godt, vi kan. Bedre kan vi ikke, slutter uddannelseschef hos Aalborg Handelsskole, Morten Lund Dam.