Elever overtager driften af IDEmøbler i Aalborg
Foto: IDEmøbler- pressefoto
Elev i IDEmøbler
Uge ti bliver ikke som alle andre i Idemøbler i Aalborg. I næste uge overtager eleverne nemlig driften af to butikker i nordjylland.
Eleverne får i uge ti ansvaret for alle aspekter af butiksdriften. Formålet er at få afprøvet deres færdigheder i praksis, inden de bliver færdiguddannede. De skal blandt andet have fokus på kundeservise, ledelse og samarbejde.
-Jeg glæder mig enormt meget til at se, hvordan vores elever kommer til at drive butikken. Jeg er sikker på, at de kommer til at lære meget – og også bidrage med meget, da de kommer med friske øjne på tingene og med den nyeste viden fra skolen, siger Allan Stjerne fra IDEmøbler i Aalborg C.
Ud over eleverne er det kun butikschefen, der vil være til stede i butikken. Han vil fungere som sparringspartner for eleverne.
- Eleverne får en unik mulighed for at prøve teorien af i praksis. Det giver en stor faglig styrkelse frem mod fagprøven, der er den sidste prøve, inden de er færdiguddannede. At prøve service, personlig gennemslagskraft, salg og butikslayout af i praksis er et rigtigt spændende tiltag, siger Jesper Strandbech, der er uddannelseskonsulent.
Elever overtager i alt tre IDEmøbler-bolighuse i uge 10 rundt om i Jylland. Det drejer sig om bolighuset i Aalborg C, Aalborg City Syd og i Randers. De tre butikker skal i løbet af ugen, for at skabe holdånd, indbyrdes konkurrere om forskellige salgsparametre. Torsdag aften samles alle elever til en festmiddag som afslutning på forløbet.