To litauiske mænd anholdt i nordjysk sommerhus
De to anholdte i sagen bliver senere fredag fremstillet i grundlovsforhør.
Nordjyllands Politi skred natten til fredag til anholdelse af to litauiske mænd på henholdsvis 36 og 44 år, som politiet betegner som en del af en omrejsende kriminel gruppering, i et sommerhusområde i Øster Hurup.
Det oplyser man i en pressemeddelelse.
Politiet mistænker de to mænd for at stå bag flere indbrud begået forskellige steder i Nordjylland i løbet af de sidste måneder. Henholdsvis i Gistrup, Klarup, Storvorde, Mou og Hadsund.
Tyvekosterne har typisk været smykker samt kontanter.
Fremstilles i grundlovsforhør
Nordjyllands Politi har foreløbigt sigtet mændene for i alt seks tilfælde af indbrud.
- Men det er vores helt klare formodning, at der kommer en del flere forhold til, når vi får efterforsket videre i sagen, pointerer politikommissær Ulf Munch Sørensen.
De to anholdte i sagen bliver senere i dag - fredag - fremstillet i grundlovsforhør.
Politiets efterforskning af sagen fortsætter i den kommende tid.
Nattens anholdelse var ifølge politiet en del af et længere efterforskningsforløb, hvor man har modtaget flere tips fra borgere, hvilket har været til stor glæde for politikommissæren.
- Derfor vil jeg gerne sige en stor tak til nordjyderne. Deres oplysninger har været en medvirkende faktor til, at vi har kunnet skride til anholdelser af de to mistænkte i nat, lyder det fra en tilfreds efterforskningsleder.