Enevoldsen med i truppen for første gang i år
Foto: Henning Bagger, Scanpix
AaB er pisket til at tage point, når holdet mandag aften møder FC Midtjylland på hjemmebane.
Man kan ikke underdrive vigtigheden af mandagens kamp mellem AaB og FC Midtjylland, der er den næstsidste for AaB inden Superligaen for første gang nogensinde splittes op i et mesterskabsspil med medaljer på spil og et nedrykningsspil med knap så meget at spille for.
AaB ligger lige under den vigtige streg i tabellen og SønderjyskE, Randers og FC Nordsjælland, der kæmper med AaB om den sidste plads i slutspillet tog alle point i deres kampe i denne runde. Dermed er det nordjyske fodboldflagskib pisket til at tage point mod FC Midtjylland. Midtjyderne har dog, må man formode, motivationen med til Aalborg, for hvis de tager point mod AaB er deres plads i slutspillet sikker. Derudover møder de et AaB-hold, der i sidste runde mod OB kollapsede og tabte 4-0.
- Først og fremmest skal vi på sporet igen efter vores nederlag i Odense, og det er vigtigt, at vi formår at slå hurtigt tilbage.
- At chancen for dette kommer i et rivalopgør, som også betyder meget for vores fans, kan ikke være bedre, og i jagten på vores målsætning om en plads i Top 6 skal vi helst bruge en sejr, og det tror vi også på, siger cheftræner Morten Wieghorst.
Cheftræneren fremhæver FC Midtjyllands omstillinger, der er mindst ligeså gode som OB's, og det var netop på omstillingerne det komptakte OB-hold slagtede AaB.
- Herudover er vores fokus rettet mod vores egne kompetencer og på at levere en optimal præstation, og gør vi det, så skal vi nok få skabt problemer for Midtjylland og få kreeret de nødvendige muligheder, som det så gælder om at være effektive omkring, men det magter vi også, siger Morten Wieghorst.
Cheftræneren har, efter en længere skadespause, igen Thomas Enevoldsen til rådighed. Han er en af de 19 spillere, der efter søndagens træning blev udtaget til kampen, og får han spilletid mandag aften bliver det hans første kamp i dette kalenderår.
Cheftræneren har måttet se bort fra anfører Rasmus Würtz, der har karantæne mens Kasper Risgård og Jannik Pohl er ukampdygtige.
AaB-truppen mod FC Midtjylland
1. Nicolai Larsen
2. Patrick Kristensen
3. Jakob Ahlmann
4. Jakob Blåbjerg
5. Markus Holgersson
7. Thomas Enevoldsen
10. Edison Flores
11. Jakub Sylvestr
14. Casper Sloth
16. Magnus Christensen
18. Rasmus Thelluffsen
20. Marco Meilinger
22. Ivan Lucic
25. Frederik Børsting
26. Robert Kakeeto
27. Oliver Abildgaard
29. Sebastian Grønning
31. Joakim Mæhle
32. Kasper Pedersen