00:34

Foto: TV2 Nord

1 af 2

A. Enggaard sælger omstridt havneareal

A. Enggaard har solgt en del af Østre Havn til PFA for et trecifret millionbeløb.

PFA Ejendomme investerer nu et større trecifret millionbeløb i Aalborgs nye bydel Østre Havn. Sælger er entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S, der købte området i 2006. Firmaet købte området til en pris, der i flere år har været genstand for undersøgelser, fordi der blev sat spørgsmålstegn ved om de fik området alt for billigt. 

En del af kontrakten betyder at A. Enggaard skal stå for opførelsen af 300 udlejningslejligheder på i alt 20.000 kvadratmeter og 3.000 kvadratmeter erhverv.

- Vi har en klar strategi om at øge vores investeringer i boligudlejningsejendomme i de største danske byer. Det skyldes blandt andet, at tilflytningen til byerne og interessen for at bo til leje er stigende. Her er Østre Havn et nyt byområde i Aalborg, som vi finder særdeles attraktivt at investere i. Byplanlægningen for området har været visionær med afsæt i en kombination af det moderne urbane og de gamle industrispor, hvor de nye bygninger eksempelvis er placeret omkring de gamle jernbanespor, siger direktør i PFA Ejendomme, Michael Bruhn.

Østre Havn ligger placeret med Musikkens Hus og Nordkraft som nærmeste naboer. Bydelen består af i alt otte byggefelter, og PFA Ejendomme bliver nu ejer af tre af de mindre byggefelter, der ligger centralt placeret i bydelen.

- Aalborg har en høj befolkningstilvækst og en stigende efterspørgsel efter nye kvalitetsboliger. Kombineret med den attraktive beliggenhed på Østre Havn er alle vores krav til en god investering opfyldt, siger Michael Bruhn.

Hos A. Enggaard har man arbejdet med Østre Havn siden købet i 2006. Købet var omstridt, fordi der var stor debat om A. Enggaard fik området til en alt for billig pris. PFA Pensions investering er med til at understøtte den yderligere udvikling af bydelen.

- At Danmarks største pensionsselskab PFA Pension vil investere i vores by er et udtryk for, at byen er inde i en stærk og positiv udvikling. Det giver os gode muligheder for at geninvestere i nye projekter i byen og herved at sikre endnu mere vækst, siger adm. direktør Asger Enggaard fra A. Enggaard.

Denne aftale gælder kun knap halvdelen af Østre havn. Den resterende halvdel forventer Asger Enggaard vil udvikle sig i løbet af de næste 3 - 5 år.

- Vi er meget glade for at vi kan være med til at skabe nye familieboliger i Aalborg. Det hele har nærmest handlet om ungdomsboliger i flere år. Nu er dette med til at skabe boliger for små og store familier, når de færdige med deres uddannelser, og det er vi stolte over at være en del af, siger adm. direktør Asger Enggaard til TV2 Nord.

Opførelsen af de 300 lejligheder og tilhørende erhverv begynder allerede i efteråret 2016.