Enhedslisten: Afbryd samarbejde med Bogø Sandwich

Enhedslisten i Aalborg Kommune kræver samarbejde skal stoppe og en redegørelse for kontrol med sociale klausuler, efter afsløringer på Bogø Sandwich.

Gruppeformand for Enhedslisten i Aalborg Byråd, Per Clausen, vil have skolerådmand Tina French (Venstre) ind i sagen om det skandaleramte firma, Bogø Sandwich.

Det nordjyske firma er blevet afsløret i at underbetale udenlandske studerende, en manøvre der samtidig betyder, at de udenlandske studerende kan opnå retten til at få dansk SU.  Afsløringerne sker i forbindelse med TV2-programmet Operation X. 

Per Clausen kræver politisk handling, da det samtidig er kommet frem, at flere folkeskoler i Aalborg samarbejder med Bogø Sandwich, ligeledes bruges Bogø Sandwich som leverandør til kommunale arrangementer indenfor kulturområdet.

- Det er naturligvis helt uacceptabelt og åbenlyst i modstrid med Aalborg Kommunes vedtagelser om sociale klausuler, siger Per Clausen, gruppeformand for Enhedslisten i Aalborg Byråd.

Han har nu bedt skolerådmand, Tina French, om hurtigt og effektivt at gribe ind og sikre, at de sociale klausuler overholdes inden for skoleområdet, samt at samarbejdet med Bogø Sandwich afbrydes.

- Jeg ved godt, hun stemte imod indførelsen af de sociale klausuler , men det fritager hende ikke for at sikre, at de overholdes inden og hendes område, fortsætter Per Clausen. 

Enhedslisten påpeger, at man samtidig vil have borgmesteren til at redegøre for,  hvordan man i praksis kontrollerer, at de sociale klausuler overholdes.

- Det ser ud til, at dette sker alt for lemfældigt og sporadisk og det vil derfor være oplagt at stramme op på dette. Inden vi træffer konkrete beslutninger om dette, vil jeg imidlertid have en redegørelse for, hvordan praksis er i dag, siger Per Clausen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland