Et års betinget fængsel til to kvinder i sag om grov vold og pengeafpresning

To kvinder fra Aalborg-området har hver modtaget et års betinget fængselsdom i sag om grov vold og røveri.

To piger fra henholdsvis Aalborg Øst og Nørresundby er i dag blevet idømt et års betinget fængsel med 200 timers samfundstjeneste efter at have været for retten i Aalborg. Det fortæller anklager Anette Abildgaard.  

Pigerne var i januar 2016 cirka klokken 02.00 i samarbejde med en ukendt tredje gerningsmand gået til angreb på en mand, de kendte. Offeret blev sprøjtet i øjnenen med peberspray, hvorefter han blev slået med både knytnæver og en stegepande. 

Den voldsramte skyldte pigerne penge, og de angreb manden for at tvinge dem ud af ham. Efter at have slået ham stjal de hans mobiltelefon, hævekort og kontanter. Voldsepisoden blev dog taget videre, da de ville have ham til at hæve flere penge til dem. 

De kunne dog ikke finde en hæveautomat, og manden kunne heller ikke overføre dem pengene, de bad om, på Mobilepay, da hans kort ikke kunne bruges. 

Anette Abildgaard fortæller, at de oprindeligt stod til ubetinget fængsel, men på grund af nogle særlige forhold omkring sagen, begrænsede skader på offeret og en forældelse af sagen, blev den mildnet til betinget. 


Seneste nyt

fra Nordjylland