Et klik fra historien: Ældgamle nordjyske protokoller digitaliseres
Foto: Emil Nordkvist Johansson
Sognerådsprotokoller gennem 100 år har indtil nu kun været tilgængelige på Aalborg Stadsarkiv. Men nu er de unikke dokumenter blevet digitaliseret og kan læses på nettet.
Betalte din bedstefar det han skulle i SKAT, og var han gift med flere, end du troede? Det kan du nu finde ud af med et enkelt klik på nettet.
Aalborg Stadsarkiv har nemlig scannet og digitaliseret 100 år gamle sognerådsprotokoller, som bliver offentliggjort på nettet i dag.
Det er helt fantastisk. Det betyder, at historien bliver mere tilgængelig for alle
Arkivar, Aalborg Stadsarkiv, Flemming Nielsen.
- Det er helt fantastisk. Det betyder, at historien bliver mere tilgængelig for alle, og det bliver generelt meget nemmere, sige arkivar på Aalborg Stadsarkiv, Flemming Nielsen.
Indtil nu har de 100 års historiske sognerådsprotokoller kun været tilgængelige på Aalborg Stadsarkiv.
- Sognerådsprotokollerne fortæller os en hel masse om, hvordan vores samfund i dag er bygget op. De rummer oplysninger om nærmest alting og giver os et unikt indblik i livet i landkommunerne i 1842-1940, siger han.
Arkivaren forudser, at både folk med lokalhistorisk interesse og professionelle historikere vil få gavn af de digitaliserede dokumenter.
- Hvis du bor på Bornholm eller i København, men stammer fra Øster Hassing, så behøver du ikke at rejse hertil. Du skal bare gå på nettet. Det er jo en fantastisk mulighed. Det er helt håndfast tilgængeliggørelse af historien, vi har fået her, siger han.
Fra i dag, torsdag, ligger to tredjedele af protokollerne på hjemmesiden, og i løbet af marts måned vil resten af materialet blive lagt ud på arkiv.dk.
Flemming Nielsen arbejder desuden på at oprette en gruppe, der kan renskrive materialet på computer. Derved bliver det muligt at søge i materialet.
I serien 'Stadsarkivet' kan du kommer med ind bag dørene på Aalborg Stadsarkiv, og få et levende billede af mere end 100 års historie i regionens hovedstad. Du kan se hele serien her.