Et mål var nok: Piraterne vandt topstrid

Der blev sat yderligere tre point på kontoen da Aalborg Pirates sejrede tirsdag aften.

På udebane vandt Aalborg Pirates tirsdag aften endnu en kamp i Metal Ligaen, da Rungsted Seier Capital blev besejret 1-0. Nordjyderne holder dermed stædigt fast i toppen af ligaen hvor der efter aftenens kamp er syv point ned til netop Rungsted.

Kampens enlige mål blev scoret af Tobias Ladehoff efter 38 minutters spil. Ladehoff blev assisteret af Ryan McDonogh og Andrew Blazek.

Kampen blev en tæt affære og efter piraternes scoring lagde Rungsted et tungt pres på, for at få udlignet og skudstatistikken efter tre perioder viste da også et klart overtag til hjemmeholdet.

De fik heldigvis ikke noget ud af de mange skud på mål, og æren for det kan i høj grad tilskrives både keeper Ronan Quemener og piraternes forsvar, der selv i undertal formåede at holde Rungsted stangen.

Aalborg Pirates skal i aktion igen den 16. december hvor Rødovre Mighty Bulls gæster Gigantium.


Seneste nyt

fra Nordjylland