101-årig om træningsudstyr: Det er fantastisk, men det er svært
Der var sørget for hotdogs og fadøl til indvielsen af den nye træningsbane på Ella Mariehjemmet i Nørresundby.
Plejehjemmets bestyrelse havde søgt en pulje hos Sundhedsstyrelsen, og det var på den måde, at de fik bevilget en halv million kroner til træningsbanen.
101-årige Thomas Grünefeldt går målrettet, ledsaget af sin rollator, hen mod det røde bånd. Han holder saksen frem foran sig, klipper båndet, og rækker armen i vejret i en sejrsgestus.
Og dermed er den nye træningsbane på Ella Mariehjemmet i Nørresundby, hvor han bor, indviet. Thomas Grünefeldt er begejstret over den nye træningsbane.
- Det er fantastisk! Men det er svært. Men det kan lade sig gøre. Det drejer om at holde sig i gang, siger den 101-årige.
Plejehjemmets bestyrelse havde søgt en pulje hos Sundhedsstyrelsen, og det var på den måde, at de fik bevilget en halv million kroner til træningsbanen.
Det handler om livskvalitet
- Vi har jo at gøre med ældre mennesker, der har været syge eller har haft et ophold på sygehuset. Og når de skal hjem eller på hjemmebesøg hos nogen, kan det være svært at komme ind i en bolig, fordi der altid er et trin, man skal over, siger plejehjemsforstanderen, Marianne Filipsen.
Træningsudstyret er bevendt for plejehjemmets fysio- og ergoterapeuter, som hjælper de ældre borgere med træningen.
- Livskvaliteten svinger gevaldigt, hvis man sidder ned og er meget passiv. Og man ved også, at det ikke er sundt for helbredet, og at man dør tidligere af det, siger Marianne Filipsen.
Indvielsen af det nye udstyr blev fejret med hotdogs og kolde øl i solskinsvejret.