Få røg i fælden under busrazzia i Aalborg - de store selskaber har strammet op
- Vi skal have chaufførerne vænnet til, at de enten ikke kører ud af garagen, når de oplever fejl. Eller, hvis der opstår fejl ude på ruten, at de får meldt det ind til selskabet med det samme, siger Peter Lindholt fra Nordjyllands Politi.
Nordjyllands Politi gennemførte torsdag kontrol af en række busser to steder i Aalborg. Selv om razziaen afslørede flere fejl, var det i den lettere afdeling, lyder det fra politiet.
Et enkelt kørselsforbud og nogle synsindkaldelser. Sådan lød status kort før klokken 11 under torsdagens bus-razzia i Aalborg. Det fortæller politiassistent Peter Lindholt, Nordjyllands Politi.
- Opmærksomheden på de alvorlige fejl har hjulpet gevaldigt hos de to store selskaber Arriva og Keolis. De har tydeligvis fået bedre procedurer i forbindelse med fejl, der bliver hurtigt rettet, siger han.
Kontrollamper lyste
Razziaen begyndte tidligt torsdag morgen på garageanlægget i Aalborg Øst, hvor seks busser fra Arriva og 11 fra Keolis blev kontrolleret.- Bremserne var fine, men der var to synsinkaldelser til hver. I tre tilfælde handlede det om en lysende kontrollampe, der kunne være tegn på, at der var noget galt i forhold til bussens forurening. Og det dur jo ikke i forhold til Aalborgs miljøzoner, lyder det fra Peter Lindholt.
Den sidste anmærkning handlede om pærer i bussens lygter, der var sprunget.
Et kørselsforbud i Aalborgs midtby
Senere på dagen så det lidt mere dystert ud, da kontrollen rykkede ind til John F. Kennedys Plads i Aalborgs midtby. Her var der fokus på de mindre selskaber.
- Der var et enkelt tilfælde med en bus, der bremsede skævt, en motorlampe lyse, et sæde sad løst og chaufførens uddannelsespapirer var udløbet. Den fik ikke lov til at køre videre, fortæller Peter Lindholt.
Derudover var der en enkelt revnet rude, men flere busser var helt i orden.
De store selskaber bedre styr på tingene, men der er flere af de mindre selskaber, der godt må tage sikkerheden mere alvorligt, lyder det fra politiassistenten.
- Vi skal have chaufførerne vænnet til, at de enten ikke kører ud af garagen, når de oplever fejl. Eller, hvis der opstår fejl ude på ruten, at de får meldt det ind til selskabet med det samme, siger Peter Lindholt fra Nordjyllands Politi.
Se hele vores indslag fra razziaen herunder: