Fællesspisning i Guds hus for udsatte
Vor Frue Kirke var omdrejningspunktet, da cirka 500 udsatte borgere blev bespist med fællesskabet som fokuspunkt.
I Vor Frue Kirke i Aalborg var der mandag arrangeret fællesspisning i Vor Frue Kirke for udsatte borgere.
Gade- og Korshærspræst i Vor Frue Kirke, Frank Rossing Andersson, er en af initiativtagerne til arrangementet, hvor der blev serveret helstegt pattegris for de mange fremmødte - gratis.
- De er glade og taknemmelige for, at der er nogen, der åbner dørene for dem, fortæller Frank Rossing Andersson, der er gade- og korshærspræst i Vor Frue Kirke i Aalborg.
- Vi har også en masse mennesker, der ikke plejer at gå på restaurant, og som ikke har det overskud til at gå til madfestivalen, som den ellers er.
Fællesspisning er et samarbejde mellem Vor Frue Kirke og Nordjysk Madfestival, som officielt begynder i næste uge.
- Mad er i vores kultur fællesskabende. Vi mødes omkring maden, vi hygger om maden, og det er også den oplevelse, de skal have i dag, lyder det fra Sarah Kruse, Direktør for Nordjysk Madfestival.
Jeg er kun glad, så får jeg jo fuld dunk i dag,
Johnny Steffensen
Plads til alle i et fællesskab
- Vi er her for at fortælle, at man ikke skal være fin eller fornem for at være en del af fællesskabet eller for at have fortjent Guds kærlighed, siger Frank Rossing Andersson.
Der var også stor tilfredshed med den gratis middag i Guds hus blandt de spisende deltagere.
- Maden var god. Fantastisk god. Simpelt, men godt, siger Klaus Nielsen.
- Det er en speciel oplevelse, man ellers aldrig nogensinde får. Det er fedt, fortæller Henrik Mosbek Mortensen.
- Jeg er kun glad, så får jeg jo fuld dunk i dag, lyder det fra en tilfreds Johnny Steffensen.
To serveringer blev der serveret, hvor omkring 500 blev bespist.
- Skulle det være, at vi har noget mad tilovers, har vi lavet aftaler med de forskellige varmestuer og herberg. Der kommer vi ud med portionsanrettet mad til dem, der ikke kom forbi Vor Frue Kirke, fortæller Sarah Kruse.
Frank Rossing Andersson håber, at kirkemiddagen vil sende et bestemt budskab til de fremmødte.
- Dem, der ikke har noget sted at være, dem, der føler sig uden for, det er dem, der skal have den fineste plads her. Det er hjertet af kirkens opgave, lyder det afsluttende fra Gade- og Korshærspræst i Vor Frue Kirke.
Se hele indslaget her: