Fællesspisning skal gøre byen mere attraktiv
De store byer suger flere og flere borgere til sig - og det betyder, at landsbyer som for eksempel Gudumholm ved Storvorde må gøre en ekstra indsats, hvis de skal holde på borgerne.
På Gudumholm Skole er der godt gang i madlavningen.
- Der er nok kartofler at gå i krig med, siger Anette Bloch Sørensen, der har boet i Gudumholm siden hun blev født.
Tirsdag aften er der nemlig premiere på byens nye madklub "Vores Madfællesskab" - et nyt initiativ, der skal samle indbyggerne i byen, så de kan lære hinanden bedre at kende. Et godt fællesskab i byen skal nemlig gøre det mere attraktivt at flytte til byen.
-Jeg glæder mig til i aften. Det bliver rigtig hyggeligt både at se dem, man allerede kender, men måske også møde nogle nye mennesker, siger Anette Bloch Sørensen.
Det er Dagli’ Brugsen og Coop, som leverer maden, men de lokale selv, som laver den. I aften står menuen på kyllingelår med mos og rodfrugter.
- Mad er jo altid godt, griner Anette Bloch Sørensen og fortsætter:
- Og når man samles over et måltid, så falder snakken også mere naturligt.