Færdselsuheld i Limfjordstunnelen: Lastbil punkterede og påkørte bil

Ingen personer kom til skade ved uheldet, men det skabte kø frem mod tunnelen.

Et færdselsuheld har mandag middag skabt kø ved Limfjordstunnelen i Aalborg. Uheldet skete i tunnelen klokken 11.23 i nordgående retning.

- En lastbil punkterede og så mistede chaufføren herredømmet over vognen og påkørte en personbil, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard, som desuden fortæller, at der ikke kom nogen personer til skade i forbindelse med uheldet.

To af de tre spor i nordgående retning var blokeret som følge af uheldet, og det skabte en del kø frem mod tunnelen.

Omkring klokken 12.30 var der ryddet op og alle spor igen farbare.


Seneste nyt

fra Nordjylland