HK og Prosa parkerede fagforeningsbussen foran IBM, som onsdag fyrede medarbejdere. Foto: Steven Vikkelsø Andersen

00:46

Fagforbundene HK og Prosa, der er forbundet af IT professionelle var fra morgenstunden samlet ved IBM på havnefronten i Aalborg

1 af 2

Fagforeninger troppede op foran IBM: Fyringer i Aalborg

Fagforbundene HK og Prosa havde onsdag morgen taget opstilling ved IBM i Aalborg for at støtte fyrede medarbejdere.

Tidligt onsdag morgen rullede en rød Londonbus op foran IBM's kontor på havnefronten i Aalborg. I bussen var repræsentanter fra fagforbundene HK og Prosa, som var mødt op for at støtte de medarbejdere, der fik at vide, at de ikke længere skal arbejde hos IBM.

Fagforeningerne kunne ikke få lov at komme ind til de berørte medarbejdere, og derfor havde de altså valgt at køre det rullende kontor op foran bygningen for at kunne rådgive deres medlemmer, som onsdag blev opsagt.

- Folk reagerer vidt forskelligt. Nogle har bare brug for at komme hjem, mens andre gerne vil have den faglige sparring, som vi kan give. Vi vil bare gerne være her for vores medlemmer i en svær situation, siger faglig konsulent for HK Privat Nordjylland, Lene Green.

Det er 64 medarbejdere, der skal fyres på landsplan, fordelt på IBM's kontorer i Brøndby, Odense og Aalborg. Præcis hvor mange der bliver fyret i Aalborg, har HK endnu ikke tal på.

Ifølge HK's oplysninger, er samtlige af de opsagte medarbejdere tidligere KMD-ansatte, som blev overdraget til IBM 1. oktober, og det mener de ikke, er helt efter bogen.

- Virksomhedsoverdragelsesloven er blevet overtrådt, for når man skal opsige medarbejdere, skal man kigge bredt og ikke kun tage dem, der er blevet virksomhedsoverdraget, siger Kirsten Estrup Madsen, som er formand for den private sektor i HK Nordjylland.

Hun føler med de medarbejdere, der nu har fået en fyreseddel, bare to måneder efter at de var ansat hos IBM.

- Det er da en usikkerhed at blive overdraget fra en virksomhed til en ny, og så derefter få sin opsigelse kort tid efter. Det synes jeg, er forfærdeligt at skulle igennem, siger Kirsten Estrup Madsen.

Sagen om fyringerne, som fagforeningerne altså mener er et brud på virksomhedsoverdragelsesloven, blev behandlet ved fællesmøde i LO tirsdag og endte uden resultat. HK og Prosa forbeholder sig ret til at videreføre sagen fagretsligt.

00:46 Luk video