Falske karnevalsarmbånd i omløb

Aalborg Karneval advarer nordjyderne mod at købe loyalitetsarmbånd ad andre kanaler end de officielle. De er nemlig falske.

Tusinder og atter tusinder af mennesker vil 28. maj vandre gennem Aalborgs gader i den store stjerneparade, der er kulminationen på over en uges karneval i Aalborg.

Mange af dem vil bære de såkaldte "loyalitetsarmbånd" der giver gratis adgang til festen i Kildeparken, gratis transport til og fra Aalborg Karneval samt flere fordele.

Andre vil formentlig have fået en lang næse inden da, for Aalborg Karneval advarer tirsdag om, at der er svindlere på spil, der forsøger at sælge armbånd til nordjyderne. Armbånd, der enten ikke findes eller som er falske, og derfor ikke har nogen som helst værdi.

I et Facebook-opslag skriver Aalborg Karneval blandt andet:

- Vi kan desværre konstatere, at flere og flere forsøger at få jer til at købe kopiarmbånd til en reduceret pris på Facebook og forskellige steder i byen.

De ægte armbånd sælges kun på Aalborg Karnevals egen side, i 7 Eleven, Karnevalsshoppen, Billig Billy og på hjemmesiden Temashop.dk. Prisen er 150 kroner og armbåndene findes ikke billigere.

Svindlerne, der altså bruger Facebook til at narre penge ud af folk, vil formentlig aldrig sende den vare, de lover, eller også er armbåndene falske.

Og de falske armbånd vil blive fanget i kontrollen ind til Kildeparken som Aalborg Karneval  efter at have fået kendskab til svindlen, intensiveres.


Seneste nyt

fra Nordjylland