Familie slap med skrækken

En venlig gerning udviklede sig uheldigt for en familiefar. Pludselig var huset fyldt med røg.

En familie syd for Aabybro kan prise sig lykkelig efter en slem forskrækkelse tirsdag morgen.

Faren i huset tændte tidligt tirsdag morgen op i brændeovnen, inden han kørte på arbejde, så huset kunne være lunt, inden moren og familien to yngre børn stod op. 

Men pludselig var huset fyldt med røg, og alarmen gik på vagtcentralen 06.50. Fremme på stedet fik indsatslederen dog hurtigt styr over situationen. 

- Der var et børnegitter omkring brændeovnen, og på det hang noget tøj, der var gået ild i på grund af strålevarmen fra brændeovnen. Det gav nogle flammer og en voldsom røgudvikling. Havde flammerne været lidt større og spredt sig til loftet, så var det gået meget værre, siger indsatsleder Rene Kærup. 

Det gjorde det heldigvis ikke, og brandfolkene kunne nøjes med at koncentrere sig om at få luftet ud og ventileret. Alle familiemedlemmer er i sikkerhed. 


Seneste nyt

fra Nordjylland