Familietragedie for retten: Onsdag får 20-årig sin straf
Familietragedie skal onsdag for Retten i Aalborg. Her vil 20-årig, der slog sin familie ihjel, få sin straf.
Den 26. august 2015 om natten blev tre mennesker - et ægtepar og deres 22-årige søn - dræbt i deres hjem ved Gandrup.
Drabsmanden var ofrenes 20-årige søn og bror, der efter forudgående planlægning med adskillige knivstik slog sin familie ihjel.
Onsdag bliver sagen rullet ud for Retten i Aalborg og her vil det komme frem, hvad der drev den 20-årige til at slå sin familie ihjel.
Han har ved et grundlovsforhør samme dag som drabene skete, tilstået sin forbrydelse og det forventes derfor at sagen hurtigt kan finde sin afslutning.
Den 20-årige er på baggrund af en mentalundersøgelse godkendt af Retslægerådet blevet diagnostiseret som skizofren og han er derfor ikke egnet til almindelig straf.
Senioranklager ved Nordjyllands Politi Peter Rask går da også efter at få den 20-årige idømt en tidsubestemt behandlingsdom.
Drabene skete omkring klokken 02.50 natten mellem 25. og 26. august 2015. Her dræbte den 20-årige sin storebror med flere knivstik i brystet, sin far med flere knivstik i maven og sin mor med knivstik i ryggen.
Hun blev fundet med sin telefon tæt på sin hånd - dræbt mens hun talte med alarmcentralen.
Den 20-årige flygtede efter de tre drab ad E45 til Aalborg Universitetshospital. Her kom han for at få behandling til sin hånd. Via overvågning fra Limfjordstunnelen havde Nordjyllands Politi observeret den 20-årige flygte mod syd, men inden de fandt frem til ham, havde han selv kontaktet politiet og fortalt, at der havde været et slagsmål i familien. Han blev anholdt på Aalborg Universitetshospital uden dramatik.
Ved grundlovsforhøret senere den 26. august erkendte den 20-årige sin forbrydelse. Han har siden været anbragt på retspsykiatrisk afdeling i Aalborg.
Senioranklager Peter Rask har tidligere fortalt TV2 Nord at det var en alvorlig uoverensstemmelse mellem den 20-årige og hans 64-årige far, der fik den unge mand til at slå sin far ihjel. Hvorfor den 54-årige mor og den 22-årige storebror også skulle miste livet, vides ikke, men det forventes at komme frem under retssagen.