Fantastisk syn: Tre storke slog sig ned for natten i Sulsted

Tre storke slog sig tirsdag aften ned på hver deres lygtepæl midt i Sulsted.

Tirsdag aften fik borgerne i Sulsted sig noget af en naturoplevelse - midt på byens hovedgade. 

Her havde tre storke på træk nemlig valgt at slå sig ned for natten. Og på Elkærvej fandt de altså det helt perfekte sted at overnatte i form af tre lygtepæle ved siden af hinanden. Her tegnede de en smuk silhouet mod solnedgangen og den stadig lyse himmel.

Det opdagede blandt andet Heidi Kalstrup, som tippede TV2 Nord om de i Danmark efterhånden sjældne fugles besøg.

Forårets første stork blev set i Nordjylland for præcis en måned siden. Her blev den set ved Vrå, hvor den cirklede rundt over de dengang stadig bare marker. 

Storken har i Danmark altid været en forårs- og sommerbebuder. I 1800-tallet var storkene nærmest over det hele i Danmark, hvor de kom op om sommeren for at yngle, inden de vendte tilbage til Afrika for at overvintre. Desværre er antallet af ynglende storke siden faldet drastisk, fordi flere og flere vådområder er forsvundet.

 

Fra tid til anden bliver der dog observeret ynglende storkepar i Nordjylland, som for eksempel i 2004, hvor et par slog sig ned ved Vegger.

Tidligt onsdag morgen var storkene så udhvilede, at de kunen begynde at lege tagfat og slås om de bedste lygtepæle. De tre storke i Sulsted lettede og fløj videre på deres færd lidt før klokken fem. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland