Farlig fugleinfluenza fundet i nordjyske gæs
Foto: Morten Nymand / Ritzau Scanpix
En særligt farlig variant af fugleinfluenza er fundet blandt fem gæs i blandt andet Aalborg. Ifølge Fødevarestyrelsen er det dog ikke normalt, at fugleinfluenza smitter mennesker.
Fødevarestyrelsen har fundet en særlig sygdomsfremkaldende fugleinfluenza i fem vilde gæs i både Nordjylland samt Syd- og Østjylland.
Det oplyser Fødevarestyrelsen på Twitter.
Fuglene er fundet ved Aalborg, Skærbæk, på Als, Vejle og ved grænsen nord for Flensborg.
Det er den såkaldte højpatogene variant af fugleinfluenzaen, der er fundet i gæssene. Den er væsentlig farligere for fuglene end den lavpatogene.
For kort tid siden hævede Fødevarestyrelsen risikoniveauet for fugleinfluenza i Danmark fra 'meget lav' til 'høj'.
Der er derfor indført forbud mod arrangementer med fjerkræ og fugle i forsøget på at inddæmme smitten.
Ifølge Fødevarestyrelsen smitter fugleinfluenza normalt ikke til mennesker. I sjældne tilfælde er der dog påvist sygdom hos mennesker, der har haft tæt kontakt til fugle.