Politisk analyse: Farvel til "Aal-borgmesteren"
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix
Frank Jensen på mandagens pressemøde, hvor han meldte sin afgang.
For anden gang stopper nordjyden Frank Jensen nu i politik. Første gang var efter 20 år som nordjysk folketingsmedlem - en karriere, der blev hjulpet på vej af jobbet som bingovært.
Når dagbladet Politikens daglige satirespalte, "At tænke sig", har omtalt Frank Jensen, er Københavns nu forhenværende overborgmester gennem adskillige år konsekvent blevet tituleret "Aal-borgmester". Man kunne tage drengen ud af Aalborg, men ikke tage nordjyden ud af Frank Jensen.
Der blev i 1980'erne smilet mildt af den unge socialdemokrat, der første gang blev kendt i bredere kredse i Nordjylland, da han blev bingovært på TV Aalborg. Med briller med vinduesglas, så han virkede mere moden, end han var.
Nu forlader den 59-årige nordjyde politik - for anden gang.
Første gang skete det i 2007. Da havde Frank Jensen i 20 år været socialdemokratisk folketingsmedlem, valgt i Aalborg Nord-kredsen - og i syv af årene desuden først forskningsminister, siden justitsminister under Poul Nyrup Rasmussen.
To år tidligere havde han kæmpet med Helle Thorning-Schmidt om at blive partiformand og tabt. Selv om Frank Jensen dengang kun var midt i fyrrerne, fremstod han - med sin tale om klassekamp - i dysten om at blive partiformand som fortidens mand, sammenlignet med sin seks år yngre modkandidat, måske (også) fordi Frank Jensen allerede som 27-årig kom i Folketinget.
- At flytte fra Nordjylland vil være som at miste den ene arm
Da han som 40-årig minister i et fødselsdags-interview med NORDJYSKE i privaten på Skansevej i Nørresundby så fremad, sagde han, at han "da sagtens kunne forestille sig en tilværelse uden for politik". Han sagde også, at "at flytte fra Nordjylland vil være som at miste den ene arm".
Seks år senere tog han - nu med adresse i København og med begge arme i behold! - for første gang fat på et liv uden for politik. Han blev direktør for et mindre telecom-firma, siden direktør for brancheforeningen Danske Advokater.
Så selv om Frank Jensen nu må skrive forhenværende overborgmester på visitkortet, har han i Aalborg fortsat adresse på - Borgmestervænget.
Politisk analytiker, Søren Wormslev
I samme periode var han også bestyrelsesformand på Aalborg Universitet, hvor han årtier forinden var blevet cand. oecon (selv om klasselæreren i Frejlev om mejerist Jensens yngste i skolen sagde, at "han er en rar, skikkelig dreng, men opfundet den dybe tallerken har han ikke").
Cirkushesten tilbage i manegen
En dag ringede sejrherren i formandsvalget, Helle Thorning-Schmidt, til den tidligere politiker og lokkede cirkushesten tilbage i manegen, nu som spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation. I 11 år har han været overborgmester og blev desuden, efter at Mette Frederiksen havde taget over som partiformand, partiets næstformand. Hun kalder ham en "dygtig politiker", hvis politiske arbejde hun intet har at udsætte på. Men, skrev hun efter mandagens farvel, der "har været personlige forhold, som har været problematiske".
Nu skal Frank Jensen efter eget udsagn ud og finde et nyt job. Færdig med politik er han ifølge sig selv - endnu en gang. Og denne gang sandsynligvis definitivt.
Politiske fingeraftryk
Familien Jensen har sat betydelige politiske fingeraftryk, ikke mindst i Nordjylland. Far, Kjeld Jensen, var borgmester i Støvring, den ene af de to sønner, Lasse Frimand Jensen, sidder i dag i byrådet i Aalborg. Også Frank Jensens hustru, Jane Frimand, har livet igennem været politisk engageret. Det var i DSU, hun og Frank Jensen i sin tid traf hinanden. Da Frank Jensen første gang forlod politik, blev hun valgt til formand for Socialdemokratiet i Aalborg Kommune - en post, hun kun bestred i kort tid, inden hun fulgte ægtefællen til hovedstaden.
Parret har stadig udover familie en stor vennekreds i Nordjylland og holder blandt andet som regel nytår i Aalborg. Efter flytningen til København fik de fra Aalborg Kommune ja til at eje en lejlighed i Aalborg uden bopælspligt. Den har de stadig.
Så selv om Frank Jensen nu må skrive forhenværende overborgmester på visitkortet, har han i Aalborg fortsat adresse på - Borgmestervænget.
Nedenfor kan du se TV2 Nords portrætprogram "Tilbage til rødderne" fra 2017, hvor Frank Jensen i medvirkede.