Festen er aflyst – Rævene bed fra sig i afgørende kamp mod Aalborg Pirates
Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix
Mange gik sikkert med håbet om, at Aalborg Pirates kunne tage DM-titlen på hjemmebanen søndag aften – men midtjyderne tænkte anderledes om det.
Opdateret klokken 20.34 med interviews fra Aalborg Pirates
Aalborg Pirates kunne søndag aften have sikret sig det andet mesterskab i træk, men det blev det ikke til denne aften.
Herning Blue Fox tog nemlig sejren i Sparekassen Danmark Isarena med cifrene 1-2.
Derfor står der nu 3-2 til Aalborg Pirates i finaleserien, som spilles bedst af syv kampe – det vil sige, at Aalborg Pirates bare skal vinde en enkelt kamp mere, og så er de mestre, mens midtjyderne skal vinde to kampe mere for, at de kan kalde sig mestre.
Herning er før kommet tilbage
Der var ellers lagt op til den helt store fest i isarenaen, hvor hjemmeholdet også satte ny tilskuerrekord med 6000 besøgende.
Herning Blue Fox ville det dog anderledes, og de kom både foran 1-0 og 2-0 i løbet anden periode, hvor aalborgenserne dog også fik reduceret.
I tredje periode var der dog ingen ændringer i stillingen, hvilket betød, at Aalborg Pirates tabte kampen 2-1.
Det er fem gange før sket, at et hold er kommet tilbage fra at være bagud 1-3 i serien – og nu ryster man nok lidt i bukserne, som Aalborg Pirates-fan, når man læser det næste.
Det har Herning Blue Fox nemlig gjort tre af de gange – senest i 2012 mod Odense, hvor man havde de nuværende pirater på holdet, Patrick Bjorkstrand og Thomas Spelling.
Næste finalekamp spilles tirsdag den 25. april.
Skuffede pirater
Det var også til at mærke hos spillerne efter kampen, at man ikke var tilfreds med kampens udfald.
- Jeg synes, vi spiller ganske udmærket, men vi får ikke lavet mål, siger Martin Højbjerg og tilføjer:
- Vi ved, at vi kan spille bedre ishockey, end vi gjorde i dag, så det skal vi selvfølgelig bare arbejde hen mod til på tirsdag.
Se hele interviewet med Martin Højbjerg:
Også på trænerbænken var skuffelsen til at føle, som løftede sløret lidt for, hvad spillerne havde fået at vide efter kampen i omklædningsrummet.
- Man skal spille 60 minutter, hver gang man går på banen, og i dag så vi lidt skræmte ud og bange for at tabe, så det var lidt skuffende i dag, men vi skal ud og slippe hestene løs på tirsdag og så vinde den dernede, siger assistenttræner Ronny Larsen.
Se hele interviewet med Ronny Larsen: