Festen udvides: Aalborg Karneval åbner camp-område
Foto: TV2 Nord
Aalborg Karneval udvikler konceptet, så man i år har mulighed for at overnatte på "Camp Karneval".
Fra at være en en-dags folkefest i Aalborgs gader, udvikler Aalborg Karneval sig i 2019 til for nogle af de besøgende at blive en lille festival. Det offentliggjorde Aalborg Karneval onsdag.
Derfor vil fodboldbanerne ved Postmestervej i Aalborg blive omdannet til et campingområde, hvor man kan overnatte fra den 24. til den 26. maj.
- Vi har igennem flere år fået forespørgsler på et decideret campingområde kun til karnevalister, og vi
har nu fundet den rette model. Det er svært at finde plads til alle de overnattende karnevalister i
midtbyen, og derfor er Camp Karneval en naturlig forlængelse af hele karnevalsoplevelsen, fortæller
Kresten Thomsen, der er daglig leder i Foreningen Aalborg Karneval.
Omkring 80.000 mennesker deltager hvert år i det enorme karneval. På Camp Karneval bliver der plads til at 2.000 karnevalister kan overnatte i de to dage.
Ifølge Aalborg Karneval passer det perfekt, at det netop er i år, at de har Camp Karneval klar. Karnevalet falder i år sammen med golfturningen Made In Denmark, der lægger pres på overnatningsfaciliteterne i Nordjylland.
- Derfor passer det perfekt, at vi netop i år lancerer Camp Karneval. Ud over muligheden for
overnatning, så glæder vi os selvfølgelig rigtig meget til overraske gæsterne på Camp Karnavel og
give dem en helt unik karnevalsoplevelse, fortæller Mette Bugge, der er formand i Foreningen Aalborg
Karneval.
Billetterne til Camp Karneval kommer til at koste 700 kroner, og dækker to overnatninger samt armbånd til festen i Kildeparken. Billetsalget til årets karneval åbnede den 30. januar.