Fire biler involveret i færdselsuheld i Aalborg

En bil endte af ukendte årsager i den forkerte vejbane, og pludselig var fire biler ramlet sammen i et kryds i Aalborg.

Fire biler endte onsdag eftermiddag klokken 13.23 i et større trafikuheld i et kryds i Aalborg. Det oplyser indsatsleder ved Nordjylland Beredskab Jesper Sørensen. 

- Det er et færdselsuheld ved et vejkryds, hvor en bil kommer over i den modsatte vejbane, og det ender med, at der er fire biler involveret, fortæller Jesper Rasmussen. 

Uheldet skete i t-krydset, hvor Øster Sundby Vej møder Østre Alle. En enkelt kvinde blev efterfølgende kørt til tjek på Aalborg Universitetshospital. 

- Hun er det, vi kalder teknisk fastklemt, da vi ankommer. Så det er ikke, fordi hun ikke kan komme ud, men hun bliver i bilen på grund af nakkesmerter, fortæller Jesper Sørensen. 

Der var ikke andre personer, der kom til skade ved uheldet. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland