Fire på stribe - Aalborg Pirates er i DM-finalen
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Julian Andersen, Aalborg Pirates.
Koldblodige Pirates skulle blot bruge én chance for at lukke semifinalen.
De er forsvarende DM-vindere og kan måske snart blive dobbelt forsvarende mestre i Metal Ligaen. Bedømt ud fra aftenens resultat kan pokalen i hvert fald meget vel ende på Aalborg-hænder. For Pirates er i DM-finalen, efter de onsdag aften uddelte tørre tæsk til Herlev Eagles i en kamp, der velsagtens kan betegnes som en ensidig affære.
Pirates var nemlig ovenpå fra start til slut og knuste Herlev med hele 5-1. Herlev har ikke fået et ben til jorden i semifinaleserien, som Aalborg-holdet har vundet 4-0.
Garth Murrays tropper kom allerede på sejrskurs efter knap otte minutter, da Tobias Ladehoff sendte pucken i nettet.
Bare et halvt minut senere var føringen fordoblet, da pirates udnyttede et overtal. Thomas Spelling blev noteret for den anden scoring. Herlev formåede derefter at puste en lille smule liv i opgøret med en reducering, men lige lidt hjalp det.
De forsvarende danske mestre så sig ikke tilbage. Victor Rollin Carlsson udnyttede en stor Herlev-fejl og kvitterede med en 3-1-scoring.
Derfra var der ingen tvivl om resultatet, og Nikolaj Carstensen og Trevor Gooch fuldendte ydmygelsen.
Se nogle af kampens mål
I finalen venter Herning Blue Fox eller Esbjerg Energy. Som det ser ud nu, er der størst sandsynlighed for, at modstanderen på isen bliver Herning, som fører den anden semifinaleserie 3-1.