Fire unge i voldsom bilulykke: Én person i kritisk tilstand og en femte mand anholdt

En personbil med fire unge mænd er af ukendte årsager kørt galt. Undervejs kolliderede bilen med et træ og endte i en have. Én af de unge mænd er i kritisk tilstand.

Fire unge mænd i tyverne kørte klokken 00.19 natten til onsdag galt i en personbil i Aalborg Øst.

Det oplyser vagtchef Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi.

Ulykken er sket, efter at bilen kom kørende af Budumvej og ramte ind i et træ, hvorefter den endte i en have på Hjerlvej.

- En af de unge mænd blev slynget ud af bilen og er nu indlagt på Sygehus Syd i kunstigt koma - det vi også kalder kritisk tilstand, fortæller Thomas Ottesen. 


Bil skal undersøges nærmere

De tre andre personer i bilen er ligeledes blevet kørt til Sygehus Syd, hvor de bliver undersøgt og behandlet for mindre skader.

De pårørende er underrettet, og en bilinspektør er færdig med sit arbejde på ulykkestedet.

Thomas Ottesen oplyser, at det endnu er for tidligt at komme med en årsag til ulykken. 

Bilen er nu taget med af Nordjyllands Politi for at blive undersøgt nærmere. 

Alle de fire unge mænd blev transporteret til Sygehus Syd.
Alle de fire unge mænd blev transporteret til Sygehus Syd.
Foto: Jan Pedersen

Person anholdt

En person er blevet anholdt på stedet efter ulykken. Han blev stoppet i en sort firehjulstrækker på Humlebakken, som ligger tæt på scenen for ulykken. 

Det skriver Ekstra Bladet. 

Den sorte firehjulstrækker er, som det ses på billedet nedenfor, blevet taget med af Nordjyllands Politi. 

Det er denne sorte firehjulstrækker, som Nordjyllands Politi stoppede. Herefter blev føreren anholdt på stedet, skriver Ekstra Bladet.
Det er denne sorte firehjulstrækker, som Nordjyllands Politi stoppede. Herefter blev føreren anholdt på stedet, skriver Ekstra Bladet.
Foto: Jan Pedersen

Seneste nyt

fra Nordjylland