Flere dyrker idræt i en forening: Det sociale er vigtigere end aktiviteten
Foto: Jeppe Hostrup
Veninder samt medlemmer i Aalborg Vandski Klub. Til venstre, Julie Knudsen, og til højre, Anna Kappelskov Davidsen.
Det sociale er for mange vigtigere end selve aktiviteten når man melder sig ind i en idrætsforening, og det overrasker Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI).
Julie Knudsen og Anna Kappelskov Davidsen er veninder. De går i samme klasse på gymnasiet, og så er de også begge medlem af Aalborg Vandski Klub.
- Der er altid en smule kriller i maven inden, og især hvis der er bølger, fortæller Anna Kappelskov Davidsen til TV2 Nord.
Begge kvinders familier har været eller er involveret i vandskiklubben, og det var Julie Knudsen, som fik lokket veninden med ud på vandet.
- Det er sjovt at gøre sammen, og man kan også hjælpe hinanden, siger Anna Kappelskov Davidsen.
- Det er generelt en sport, hvor unge træner hinanden, supplerer Julie Knudsen.
Som tilfældet er for de to veninder, vil rigtig mange andre, som starter i en idrætsforening, gerne kende nogle på forhånd. Det viser en ny undersøgelse, som DIF og DGI har fået lavet af Aarhus Universitet.
- Det er via eksisterende fællesskaber, altså venner, kollegaer med mere, at du lettest rekruttere nye medlemmer ind i vandskiklubben eller andre foreninger, fortæller projektleder for "Bevæg dig for livet" i Aalborg Kommune, Mikkel Risager.
Flere nordjyske medlemmer
De nordjyske idrætsforeninger oplever over en bred kam medlemstilgang. Det overrasker, at de nye medlemmer i så høj grad dukker op fordi familie, venner, en kollega eller måske en nabo også er en del af foreningen.
Vi havde i mange år troet, at aktiviteten var nok til at drive os. Jeg kender det fra mig selv. Jeg troede, at håndbold og harpiks var rigeligt, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var tredje halvleg på serie-6 holdet, der gjorde, at jeg kom igen,
Mikkel Risager, projektleder for "Bevæg dig for livet" i Aalborg Kommune.
- Vi havde i mange år troet, at aktiviteten var nok til at drive os. Jeg kender det fra mig selv. Jeg troede, at håndbold og harpiks var rigeligt, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var tredje halvleg på serie-6 holdet, der gjorde, at jeg kom igen, forklarer Mikkel Risager.
I Aalborg Vandski Klub kender nye medlemmer ofte nogen i klubben på forhånd, og selvom medlemsantallet har været stigende de seneste år, kan det være en udfordring at tilhører en mindre sportsgren.
- Man ved slet ikke, hvad det går ud på. At udbrede kendskabet kan godt være lidt svært. Men mange af dem, der så finder ud af det, de bliver så også hængende, siger formand i Aalborg Vandski Klub, Sila Thiel.
Mikkel Risager er tilknyttet både DGI og DIF, og hans jobbeskrivelse går kort og godt ud på at komme inaktivitet til livs, altså få flere til at dyrke motion. Det skal den nye viden gerne være med til.
- Det som er kernen, det er at skabe sunde og aktive fællesskaber i eksisterende fællesskaber. Det er ikke nødvendigvis altid, at der skal laves noget nyt, siger Mikkel Risager.
Når der bliver stået på vandski, må der helst ikke være for mange bølger. Sådan nogle dage forekommer dog, og så er det rart at have en god veninde.
- Det er sjovt at gøre sammen, siger Anna Kappelskov Davidsen.
- Vi er her også klart for fællesskabet, siger Julie Knudsen.