Flere handler lokalt: Brugsuddeler Hanne er glad for støtte fra lokalsamfundet i Coronatid
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Danskerne handler i højere grad lokalt end før Coronakrisen. Det mærkes også i Biersted Dagli'Brugsen.
Omsætningen i COOP's dagligvarehandler er steget mellem fem og ti procent under Coronakrisen. Særligt de lokale købmænd nyder godt af lokalsamfundets støtte.
Brugsuddeler Hanne Batsberg gør klar til at lægge varer på plads. Hun bestyrer Dagli’Brugsen i Biersted, og lige nu skal Icebergsalaten finde sin rette hylde, og derefter ligger gulerødderne og venter i 2-kilos poser. Og hylderne er blevet fyldt lidt oftere her i Coronakrisen i forhold til samme periode sidste år.
- Vi har fået stor opbakning af vores lokalsamfund, her i Coronakrisen. Vi kan se, at antallet af kunder faktisk er faldet, men til gengæld køber de for mere, end de gjorde sidste år, fortæller Hanne Batsberg.
Og noget tyder på, at det ikke kun er i Biersted, at danskerne er begyndt at handle mere lokalt. Det fortæller Jens Juul Nielsen, som er informationsdirektør hos COOP.
- Generelt har vi set en stigning i omsætning i vores dagligvarebutikker på mellem fem og ti procent, og stigningen er størst i de lokale butikker, siger Jens Juul Nielsen.
Han peger på, at mange danskere ikke længere får mad i kantinen på arbejde eller tager på restaurant, og derfor handler danskerne nu mere ind i dagligvarebutikkerne end normalt.
Vi vil gerne støtte op om lokalsamfundet
Ifølge Jens Juul Nielsen er det lettere for mange at handle i den lokale butik, når man ikke har den daglige transport til arbejdet. Men der er også en anden årsag til det stigende salg i lokalhandlen, mener han.
- Der er selvfølgelig noget praktik i, hvorfor man handler lokalt, men vi har en idé om, at man også gerne vil støtte den lokale butik i en usikker tid, siger han.
Og det kan Hanne Batsberg nikke genkendende til i sin butik.
- Vi kender vores kunder og snakker med mange af dem. De vil gerne støtte os, fordi vi er lokale, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Men vi har også fået nye lokale kunder efter Coronakrisen lukkede Danmark ned, siger hun.
Hun fortæller, at der må være 97 personer i hendes Dagli’Brugs, men at der aldrig er i nærheden af så mange mennesker i butikken. Og det er måske også en af grundende til, at de lokale butikker er populære i disse tider.
- Vi har lavet tiltag der skal sikre, at man kan handle sikkert, og jeg tror nogle tænker over, at de kan handle blandt færre mennesker her i vores butik, end hvis de kørte til et stort supermarked længere væk, siger Hanne Batsberg.
Mere mel og gær – færre færdigretter
Coronakrisen har haft mange konsekvenser for Danmark og danskerne. Den har blandt meget andet givet mange danskere mere tid derhjemme. Og den ekstra tid smitter af på, hvilke varer vi køber. Det fortæller Jens Juul Nielsen, informationsdirektør ved COOP.
- Vi kan se, at folk køber mere mel, gær, frugt og grønt, og de køber færre færdigretter. Og så har vi set en stigning i rengøringsmidler og -artikler. Noget tyder på, at den ekstra tid bliver brugt på at gøre rent derhjemme og lave mad fra bunden, siger Jens Juul Nielsen.
Og billedet er lidt det samme i Biersted Dagli’Brugs.
- Vi sælger mere af det kød, der kræver lidt længere tilberedningstid. Det er ikke længere kun hakket oksekød eller andet, der kan laves på under en halv time, der bliver solgt, siger Hanne Batsberg.
- Vi skal fortsat have brugs i Biersted
Denne torsdag formiddag er der i hvert fald ingen fare for, at butikkens personbegrænsning på 97 bliver brudt. Henover en halv times tid finder cirka 15-20 kunder forbi Dagli'Brugsen i Biersted, og når man snakker med nogle af dem er det tydeligt, at en brugs betyder meget i et lokalsamfund. Det er ikke mindst årsagen til, at flere af de handlende i dag valgte at lægge deres penge lige netop her.
Anne Rom Hansen, Biersted
- Jeg tænker over, hvor jeg handler. Der var en periode, hvor Biersted ikke havde et sted at handle, og så finder man ud af, hvor meget man mangler det. Så jeg handler mere her i brugsen nu end før coronakrisen for at sikre, at de har nok at lave, så jeg bliver ved med at have min købmand.
Hans Jørgen Nørrevang, Biersted
- Jeg handler altid her. Vi bliver nødt til at støtte op om brugsen i en by som Biersted. Hvis den lukker bliver det svært at tiltrække nye familier til byen, ligesom hvis skolen skulle lukke. Derfor bliver vi nødt til at støtte den. Det er simpelthen et must. Det tænker jeg meget over, fordi jeg synes, det er vigtigt.
Hanne Sørensen, Smalby
- Vi er glade for, vi har vores brugs. Vi fandt ud af, hvor svært det er at undvære den, så det er godt, den er tilbage. Og ubevidst handler jeg nok lidt mere her end normalt, men det hænger nok mest sammen med, at vi begrænser, hvor vi kører hen. Vi kommer ikke så ofte forbi Netto eller Fakta, og der er mange flere mennesker i de butikker. Så det er også for at sikre mig, at jeg handler her.
Kristian Kold Søndergaard, Haldager
- Jeg handler kun her, fordi det er nemmere. Nogle kører jo efter at handle, men det synes jeg ikke, der er så meget idé i. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg handler nok mere her end normalt. Det er bare sådan det er blevet. Jeg plejede at handle på vej hjem fra arbejde, men har været hjemme i et stykke tid nu, så jeg kommer ikke forbi de lidt større steder.