Flyselskab fyrer strejkende piloter
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En afskedigelse med virkning fra torsdag morgen.
Det er den virkelighed, de ni strejkende piloter i flyselskabet North Flying nu ser ind i. Beskeden om, at piloterne kan betragte sig selv som løsrevet fra den gældende overenskomst er onsdag blevet meddelt fra Dansk Industri til piloternes fagforening, FPU.
Det oplyser FPU i en pressemeddelelse.
- Vi har aldrig set lignende. Dansk Industri og North Flying handler decideret uanstændigt og tilsidesætter alle former for normal opførsel og skik. Vi kommer til at anfægte den her ageren på alle tænkelige måder, siger forbundssekretær fra FPU, Kasper Svendsen.
Det er ni piloter, der siden 16. august har været i lovlig konflikt med flyselskabet og nu kan betragte sig selv som fyrede.
Det har de gjort for bedre løn- og arbejdsvilkår.
- Piloterne har gennem hele forløbet og konflikten stået tæt sammen og værnet om de danske værdier. Det er respektløst, at selskabet kvitterer ved at undergrave den danske model og flygte fra en overenskomst på den her måde, siger Kasper Svendsen.
Læs direktørens forklaring på fyringerne.
North Flying tilbyder udlejning af privatfly, ambulancefly og fragtflyvning.