Flyvestation Aalborg får ny chef

Oberst Lars Christian Hedemark afløser torsdag oberstløjtnant Hans Peter Andersen som chef for Air Transport Wing.

På samme dag, som flyvevåbenet fylder 70 år, bliver der rykket rundt i toppen af Flyvestation Aalborg. Oberstløjtnant Hans Peter Andersen, der har været fungerende chef siden den 15. januar 2020 bliver fra torsdag afløst af oberst Lars Christian Hedemark.

Lars Christian Hedemark kommer fra en stilling som dansk forsvarsattaché ved den danske ambassade i London og har desuden en baggrund som flynavigatør ved Eskadrille 721 på Flyvestation Værløse.

- Der er en masse dygtige og engagerede medarbejdere, og det er min fineste opgave at sørge for, at de løser deres opgaver som forventet og at de er glade for at gå på arbejde, siger Lars Christian Hedemark.

Overdragelsen fandt sted torsdag eftermiddag ved en mindre ceremoni på Flyvestation Aalborg. Her var chef for Flyverkommandoen, generalmajor Anders Rex, tilstede for at overdrage ansvaret og chefposten i Air Transport Wing til Lars Christian Hedemark.

Air Transport Wing har 400 medarbejdere. Deres opgaver består blandt andet af transport og overvågning med challenger- og herculesfly.

Tilstede ved dagens ceremoni var oberstløjtnant og nu tidligere chef for Air Transport Wing, Hans Peter Andersen (tv.), generalmajor Anders Rex (mf.) og den tiltrædende chef for Air Transport Wing, oberst Lars Christian Hedemark (th.).
Tilstede ved dagens ceremoni var oberstløjtnant og nu tidligere chef for Air Transport Wing, Hans Peter Andersen (tv.), generalmajor Anders Rex (mf.) og den tiltrædende chef for Air Transport Wing, oberst Lars Christian Hedemark (th.).
Foto: Mick Knive Anderson

Seneste nyt

fra Nordjylland