Fodboldklub har fået stjålet stadionur - igen!
Stadionuret er stjålet igen.
Formand måber over, at tyve igen har stjålet et to meter langt ur fra fodboldstadion. - Uret er ubrugeligt for andre, så hvorfor?
Natten til søndag var ukendte gerningsmænd på spil på fodboldbanerne ved Nørresundby Forenede Fodboldklubber. Målet var et kæmpe stadionur, som spillere og publikum bruger til at holde øje med spilletid og stillingen.
- Jeg fatter det ikke. Uret er to meter langt, og uden den tilhørende fjernbetjening kan det ikke bruges. Så hvorfor, spørger Thomas Bunch Jensen, der er formand for Nørresundby Forenede Boldklubber.
- Hvem, der står bag, er uvist. Og hvorfor er endnu mere uklart. Men det er helt uforståeligt, hvorfor vi skal udsættes for sådan et tyveri to gange, siger en uforstående formand.
Tilbage i 2016 var der nemlig også tyve på spil på stadion. De stjal også dengang stadionuret, og det rammer økonomien hårdt hver gang i fodboldklubben.
- Sådan et ur koster omkring 20.000 kroner. Og det er rigtigt mange penge i en klub som vores. Det kræver meget at spare op til et stadion med vores begrænsede økonomi. Så det er virkelig træls, at vores aktiviteter og kræfter skal gå til at erstatte stadionure. De penge kunne vi godt have brugt på fodbolden og udviklingen af klubben i øvrigt, siger Thomas Bunch Jensen.
Klubben har fortalt om deres tyveri på Facebook og givet tyvene frit lejde til at levere uret tilbage. Men selvom der nu er gået en lille uges tid, er uret stadig væk.