Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Følelsesladet Friis om AaB exit: - En hård, men ikke en svær beslutning

Efter to år i førertrøjen har Jacob Friis valgt at fratræde stillingen som cheftræner i AaB for, fysisk og psykisk, i højere grad at kunne være der for familien og ikke mindst sin datter, der for blot et år siden fik konstateret leukæmi.

Foran træningsanlægget, med spillerne løbende i baggrunden, stod en følelsesladet Jacob Friis, der blot 25 timer efter udmeldingen om sin afgang, havde sidste dag hos fodboldklubben AaB.

Udmeldingen kom på baggrund af et ønske fra Jacob Friis´ side af om at tilbringe mere tid med familien. En familie der, gennem det sidste år, har tilbragt store mængder tid på hospitalet, efter datteren Luna, tilbage i oktober sidste år, fik konstateret leukæmi. En tid hvor Jacob Friis ikke føler, han har været der nok for familien.

Jeg er hendes far og jeg skal være der for hende - ikke følge med fra afstand

Jacob Friis, tidligere cheftræner for AaB

- Jeg fik sådan et glimt af mig selv som fjern slægtning til min syge datter, og det er ikke meningen. Jeg er hendes far og jeg skal være der for hende - ikke følge med fra afstand, fortæller en berørt Jacob Friis til TV2 Nord.

En afsked der har været undervejs

- Jeg har haft den her indre dialog i noget tid, og så skubber man tanken lidt væk om, at man har en syg datter.

- Jeg kan ikke sige om vi som familie er i vatter igen om to måneder, et halvt år eller halvandet år, og jeg ved bare, at jeg ikke vil brænde mit lys i begge ender, fortæller Jacob Friis om fratrædelsen af stillingen.

Derfor var valget om at stoppe i klubben et hårdt, men et nødvendigt valg, ifølge Jacob Friis. Den tidligere cheftræner ville ikke lade det komme til et punkt, hvor dedikationen til familien potentielt ville påvirke klubbens fremtid.

- Jeg vil ikke gøre et dårligt stykke arbejde i AaB, og vigtigst af alt vil jeg ikke gøre et dårligt stykke arbejde som familiefar.

Et hårdt men givende job

Der var mange årsager til, at beslutningen om at fratræde stillingen som cheftræner ikke var nem. Kærligheden til spillerne og medarbejderne og ikke mindst de mange målsætninger for klubbens fremtid gjorde beslutningen om at stoppe svær, men Jacob Friis var dog alligevel ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, han tog.

- Jeg har selvfølgelig mødt fuld forståelse, men det har ikke været nemt at sige farvel, lad os bare sige det. Det var en vanvittig hård beslutning, for jeg elsker klubben og jeg elsker at være herude, men det var ikke en svær beslutning, siger Jacob Friis.

Vi kan selvfølgelig ikke sætte os ind i situationen, når vi ikke selv har et sygt barn, men vi kan da tænke til, hvordan han har det. Det at gå på kompromis med tiden med familien må være en svær situation, og derfor var det med respekt og støtte, at vi modtog den besked

Inge André Olsen, Sportschef i AaB

Og netop den forståelse Jacob Friis blev mødt med, kan sportschef i AaB, Inge André Olsen, også mærke i klubben.

- Det er selvfølgelig en svær beslutning for Friis, men jeg tror alle, at vi forstår. Vi kan selvfølgelig ikke sætte os ind i situationen, når vi ikke selv har et sygt barn, men vi kan da tænke til, hvordan han har det. Det at gå på kompromis med tiden med familien må være en svær situation, og derfor var det med respekt og støtte, at vi modtog den besked, fortæller Inge André Olsen til TV2 Nord.

Efter to års arbejde i cheftrøjen og mange års arbejde i klubben forinden, har Jacob Friis efterhånden lagt rigtig meget tid og energi i den nordjyske fodboldklub. Og taknemligheden hos sportschefen er ikke til at fejl af.

- Vi er taknemmelige for de to år han har lagt her og lavet et formidabelt arbejde. Han har altid sat AaB først og ønsket at udvikle hele klubben. I dag takker vi ham.

Artikel fortsætter under video.

Midlertidigt vil assistenttræner Peter Feher være at finde i spidsen for holdet, indtil AaB får sporet sig ind på, hvem klubbens nye permanente afløser skal være.

Og trods omstændighederne og den hårde afsked, kan tidligere cheftræner Jacob Friis nu se frem til at tilbringe mere tid med sin familie, og ikke mindst datteren Luna.

Se hele interviewet med Jacob Friis i videoen nedenfor.

 

Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.