For første gang i Aalborg Zoo: Rød panda får kuld med hele tre unger
Aalborg Zoo har i flere år haft held med, at de røde pandaer får unger, men det er første gang, haven oplever, at der er hele tre unger i et kuld.
Det er tredje år i træk, pandaparret i Aalborg Zoo får unger, men for første gang har pandahunnen i Aalborg Zoo født hele tre unger i samme kuld.
Nuttethedsfaktoren er helt i top i Aalborg Zoo i disse dage. Havens røde pandaer har fået unger.
- Det er tredje år i træk, at det her par får unger, og det er første gang, vi får tre unger. Det har vi aldrig oplevet før. Sidste år fik vi kun en unge, og forrige år fik vi to. Andre zoologiske haver har haft helt med at få tre unger, men det er første gang hos os, siger Laura Møller Jensen, der er dyrepasser i Aalborg Zoo.
Ungerne er få dage gamle, og de har endnu ikke fået øjne. De er i anlægget sammen med deres forældre.
De røde pandaunger ligger i de forskellige huler, der findes i anlægget, men hvis man er heldig, så kan man som besøgende få et syn af de små unger, for pandahunnen flytter meget rundt mellem hulerne i anlægget, og så kommer ungerne selvfølgelig med.
- Der går omkring fem måneder, før de kommer med ud af hulerne. Så de er ret store, før de bevæger sig ud. Men man kan være heldig at se dem, når hun flytter dem, siger Laura Møller Jensen.
Hannen er også i anlægget, men i starten lader hunnen ikke hannen komme med ind i hulerne til ungerne.
Ungerne skal videre til en anden zoologisk have, når de bliver gamle nok. Ifølge dyrepasser Laura Møller Jensen sker det, når ungerne er omkring 10 måneder gamle.
Den røde panda lever i bambusskove i Himalayabjergene. Den er truet, fordi dens levesteder fjernes for at give plads til landbrug.
Rød Panda
Udbredelse: Bambusskovene i Himalayabjergene i mellem 2200 og 4800 meters højde - Bhutan, Kina, Indien, Den Demokratiske Folkerepublik Laos, Myanmar og Nepal
Kropslængde: 50-60 cm, samt en hale på ca. 30 -60 cm.
Vægt: 4-6 kg. Hanner lidt større end hunner.
Kønsmoden: 18 måneder
Drægtighed: 112-158 dage. Parringstid sandsynligvis fra maj til juli
Antal unger: 1-4
Føde: Mest bambus, men også bær, svampe, bark og græs, samt små pattedyr, fugle, æg og insekter.
Levetid: Ca. 15 år
Social adfærd: Han og hun lever alene, men danner par i parringstiden. Den røde panda er natteaktiv og bruger derfor det meste af dagen på at ligge og hvile sig. Den er smidig og meget dygtig til at klatre. Når den klatrer, bruger den halen som balancestang.
Status: Stærkt truet pga. ødelæggelse af bambusskovene.
Information: Aalborg Zoo