Første nat i Aalborgs nye Safe House var vellykket

På den første åbningsnat har de frivillige ydet pleje til berusede, unge mennesker og sørget for, at de kom sikkert hjem.

Iklædt opsigtsvækkende, grønne veste sidder de fem frivillige og taler om nattens strabadser. De er enige om, at nattens forløb vidner om, at det nye værested har sin berettigelse.

De frivillige har primært taget sig af unge mennesker, der har fået for meget at drikke, og som følge af det har fået nogle småskader.

- Der har løbende været noget at se til hele natten i gennem, siger Sebastian Friis, der arbejder som frivillig i Safe House.

Hvis man har brug for det, kan man få sig et hvil på en briks i det nye Safe House i Jomfru Ane Gade.
Hvis man har brug for det, kan man få sig et hvil på en briks i det nye Safe House i Jomfru Ane Gade.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord


En af dem, der har fået hjælp i nattens løb, er Marie Rask fra Aalborg. Efter en fornøjelig aften i byen, blev hendes kammerat pludselig syg og kastede op. Derfor søgte de mod Jomfru Ane Gades nye Safe House for at få hjælp.

quote - Det føles meget trygt

Marie Rask, Social- og sundhedsassistent

Kammeraten fik noget vand, og Marie Rask fik en snak med de frivillige, og hun sætter stor pris på det nye tilbud.

- Når man er træt, og man ikke ved, hvor man skal gå hen, så kan man lige sætte sig her ind til de flinke mennesker og få sig en snak, siger hun.

Brænder for at hjælpe

Sebastian Friis er til dagligt konstabel i forsvarets sanitetskommando, og for ham betyder det meget at kunne hjælpe andre og dermed gøre en forskel. 

quote - Det her er noget, man gør, fordi man brænder for det.

Sebastian Friis, frivillig

Når de unge mennesker kommer ind, bliver de tilset og behandlet for sår og skrammer, hvis de har brug for det. De frivillige sørger for, at de får vand og salt, men vigtigst af alt, hjælper de dem med at komme sikkert hjem.

- Vi sørger for, at de får en taxa og i nogle tilfælde, ringer vi efter deres forældre, siger Sebastian Friis. 

Tæt på Ved Stranden hvor taxaerne holder, ligger Aalborgs nye Safe House.
Tæt på Ved Stranden hvor taxaerne holder, ligger Aalborgs nye Safe House.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Safe House er åbent hver fredag og lørdag fra 23-7, og der er altid fem frivillige på vagt. 


Seneste nyt

fra Nordjylland