"Folketinget bakker op om det jødiske samfund" - Nordjysk minister tager del i demonstration
1.400 lys blev tændt for at mindes de 1.400 ofre.
Mens statsministeren tager del i markeringen af Krystalnatten i København, så har Digitaliserings- og Ligestillingsminister Marie Bjerre (V) taget plads i Aalborg.
Modsat Mette Frederiksen (S) er Marie Bjerre (V) også med til en mindehøjtidelighed for ofrene i Israel.
Her skulle hun blandt andet holde en af aftenens taler.
- Det er vigtigt at vise, at det danske samfund, det officielle Danmark og Folketinget bakker op omkring det jødiske samfund, lyder det fra Marie Bjerre (V).
- At vi står sammen og viser, at vi finder os ikke i det jødehad, som desværre lige nu er eskaleret voldsomt efter d. 7. oktober.
Foran Budolfi Kirke var flere hundrede samlet med flag og fakler i hænderne.
- Jeg er her, fordi jeg synes, at det er vigtigt at markere, at det de har været udsat for ikke er i orden, fortæller en af dem, som er taget med.