Nordjyske politikere kæmper for SIFA TV-bingo: Minister kaldt i samråd
ARKIV fra 28. november.
Ny afgift kan være dødsstødet til SIFA TV-Bingo, derfor har nordjyske politikere nu kaldt skatteministeren i samråd.
I 35 år har SIFA TV Bingo, som sendes fra Aalborg, rullet over skærmen, men fra årsskiftet kan det være slut. På grund af en ny lov om højere afgifter på spil, er TV Bingoet nu lukningstruet.
Hvert år har SIFA TV-Bingo donereret sit overskud til mere end 200 forskellige nordjyske idrætsforeninger, og afgiftsforhøjelsen vil dermed også få konsekvenser for det nordjyske foreningsliv, der ikke længere vil modtage støtte fra TV-bingoet. For med den nye afgifts ændring fra 20 til 28 procent, vil der ikke være noget overskud at donere fra.
- Det er ikke retfærdigt, at lokale initiativer som SIFA TV-Bingo skal betale prisen for regeringens vendetta mod internationale udbydere af online spil. SIFA TV-Bingo er en non-profit organisation, der stort set ingen marketingsudgifter har, og som donerer hele overskuddet til vores nordjyske foreningsliv. Jeg har svært ved at se, at SIFA med deres 25-kroners spilleplader skulle have sat særlig mange ludomaner i verden. Det er helt ubegribeligt, at SIFA TV-Bingo skal slås i hartkorn med internationale onlinekasinoer, siger Anne Honoré Østergaard (V) i en pressemeddelelse.
Venstres folketingsmedlemmer Anne Honoré Østergaard og Torsten Schack, der begge er fra Nordjylland, har derfor indkaldt skatteminister Morten Bødskov i samråd, så ministeren kan redegøre for hvilke konkrete initiativer han vil tage for at sikre, at SIFA TV-Bingo ikke bliver tvunget til at lukke som følge af regeringens planer om at indføre øgede afgifter.
- I Venstre er vi utrolig bekymrede for de konsekvenser, socialdemokraternes nye lovgivning vil have for SIFA TV-Bingo. En eventuel lukning vil ikke kun have stor konsekvens for de mange ældre borgere, der sætter pris på hjemlig underholdning og hygge i en tid, hvor coronaen har gjort det farligt at gå til fritidsaktiviteter og se venner og familie. Det vil også have alvorlige konsekvenser for det nordjyske forenings- og idrætsliv, der hvert år modtager en uundværlig håndsrækning fra SIFA TV-Bingo til glæde for især børn og unge i Nordjylland, siger Anne Honoré Østergaard (V).
Samrådet med skatteministeren bliver afholdt torsdag den 10. december klokken 11.15 på Christiansborg.