For første gang i 22 år: Nanduen i zoo har fået kyllinger
Den sydamerikanske nandu har udruget fem stribede kyllinger i Aalborg Zoo, som ikke har haft nandu-kyllinger siden 1999.
Dyrepasserne i Aalborg Zoos sydamerikanske afdeling har kigget langt efter nanduen, der i en måneds tid har ruget på ni grønne æg. Der har nemlig ikke været nandu-kyllinger i haven siden 1999, men nu er der kommet fem, fine, små stribede kyllinger ud af æggene.
- Vi blev faktisk ret overraskede, for nanduene har lagt æg et par gange før, men men uden resultat, så vi er super glade for, at det er lykkedes denne gang, for især hannens gener er vigtige i avlsarbejdet, og det er rigtig dejligt at kunne bidrage med flere individer til arten, siger Karina Jensen, der er dyrepasser i Sydamerika-afdelingen, i en pressemeddelelse fra Aalborg Zoo.
Nandu-hannen kom til Aalborg Zoo i 2019 netop med det formål, at han skulle levere kyllinger. Og nu er han altså blevet far med stort F. Hos nanduen er det nemlig hannen, der står for at passe kyllingerne i det første halve år, indtil de kan klare sig selv. Og det er ikke nødvendigvis nogen let opgave.
- Nanduer er jo ikke verdens klogeste fugl, og det kan faktisk godt være en udfordring at lære kyllingerne at spise. Men vi håber, at de ser godt efter, hvad faderen gør og imiterer ham, og vi har da også set dem nippe rundt i græsset, så vi er fortrøstningsfulde, siger Karina Jensen.
Optimale betingelser
Denne gang har betingelserne for at få kyllinger da også været optimale. Dels er hele Zoo blevet rævesikret, så æg og kyllinger også er i sikkerhed om natten, og dels er myreslugerne, som normalt også går på pampassen, flyttet til et andet anlæg på grund af renovering i afdelingen.
Myreslugerne er altædende og spiser alt fra nedfaldne frugter til ådsler, og de kan sagtes finde på at gå på jagt på pampassen og sætte en skarp klo i en fugl eller nanduernes æg og kyllinger.
- Selvom der en god tyk skal på nandu-æggene, skærmer vi for en sikkerheds skyld af, når nanduerne ruger, men det har der ikke været behov behov for denne gang. Og så har vi jo ovenikøbet været heldige med vejret, så kyllingerne har fået den bedst tænkelige start på livet, siger Karina Jensen.
Fakta om nandu
- Der er to arter af nandu, stor og lille nandu. I Aalborg Zoo har man den lille nandu, der er en EEP-art, hvilket betyder, at der er et internationalt avlssamarbejde på arten med en koordinator, der på baggrund af genetik og demografi sammensætter de mest optimale ynglepar.
- Nanduen er ikke en truet art, men bestanden er faldende på grund af indsamling af æg og jagt for kødets skyld. Desuden har udnyttelse af pampassen til kvægdrift indskrænket levestederne for nanduen.