For første gang i otte måneder: AaB kravler op over nedrykningsstregen

En stime på seks ubesejrede kampe i streg blev forlænget til syv, da AaB fredag aften spillede 1-1 på udebane mod OB.

Ikke siden 10. september har AaB ligget over nedrykningsstregen i 3F Superligaen. Men fredag aften havde nordjyderne chancen for at bryde den kedelige statistik, da de på udebane mødte OB. 

Der skulle bare et point til, og så ville AaB ryge op over nedrykningsstregen. Og den mission lykkedes. Da der var spillet 90 minutter, stod der 1-1 på måltavlen. 

Det var et AaB-hold, som gik ind til opgøret i god form. De seneste tre kampe var alle blevet vundet, og seneste nederlag var den 10. april. Et nederlag som var til netop dagens modstander fra OB. 

En scoring til hver i hver sin halvleg

Det startede bedst for fynboerne. Efter knap et kvarters spil kunne OB strække armene i vejret. Hjemmeholdets Emmanuel Sabbi lavede finurlige driblinger, som endte med at snyde først AaB-forsvarsspiller Daniel Granli og dernæst Nico Mantl i AaB-målet. Dermed kom AaB bagud 1-0, og det var også stillingen ved pausen. 

I anden halvleg var det så AaB's tur til at juble. Efter godt en times spil nåede et indlæg ind til aalborgensernes portugisiske midtbanespiller, Pedro Ferreira, og så kunne han sparke udligningen i nettet. 

Få minutter før tid var det så tæt på, at AaB kunne tage alle tre point. Lucas Andersen blev på ulovlig vis nedlagt i fynboernes felt, og så pegede dommeren på pletten. Straffespark til AaB. 

Men alligevel kom der aldrig noget straffespark. Straffesparket blev annulleret, efter at videodommer-systemet, VAR, kunne fremvise, at der var offside i opspillet til situationen. 

I kampens allersidste sekunder fik OB et frispark på kanten af feltet, men det forsøg afviste AaB-målmand Nico Mantl. Derfor sluttede kampen 1-1. 

Med det ene point kravler AaB op på tiendepladsen i 3F Superligaen. På søndag kan de dog igen ryge under nedrykningsstregen. Det sker, hvis nedrykningsrivalerne fra AC Horsens får point, når de på udebane skal møde FC Midtjylland. 

VIDEO: Hør hvad anfører Lucas Andersen siger om det ene point. 



Seneste nyt

fra Nordjylland