Forældrekøb i Aalborg stiger med 40 procent i 2020
Foto: Palle Peter Skov/Home
Aalborg har set en markant større stigning i andelen af forældrekøb sammenlignet med resten af landet.
Nye tal viser, at flere forældre køber lejligheder til deres børn. Aalborg har set den største stigning på landsplan, og det kan måske gøre det sværere for unge at få fodfæste på ejendomsmarkedet.
Noget tyder på, at flere unge nordjyder får hjælp af deres forældre til at finde et sted at bo. Nye tal fra Boligsiden viser hvert fald, at andelen af forældrekøb i Aalborg er steget med 40 procent i 2020 i forhold til 2019.
Aalborg er dermed det område, der har set den største stigning af forældrekøb i 2020, hvor gennemsnittet på landsplan lå på 16 procent. Ifølge Boligsiden blev der i 2020 handlet 74 boliger i Aalborg som forældrekøb.
- Det er ikke noget nyt fænomen, men vi har bare set en stigende interesse for forældrekøb i løbet af det sidste års tid, siger Claus Barrett.
Han har i alt otte Home forretninger, hvoraf fem ligger i Aalborg og omegn. Han kan tydeligt mærke, at forældre er blevet mere købelystne på det seneste.
- Flere af dem har haft nogle gode år på boligmarkedet med en stor stigning i boligpriserne. Og i stedet for at betale negative indlånsrenter i banken vil mange hellere investere pengene i fast ejendom, fortæller Claus Barrett.
Helt grundlæggende vil priserne stige, når der er større efterspørgsel.
Claus Andersen, bankdirektør, Nordjyske Bank
Forældrekøb kan gøre det sværere for andre unge
Ved et forældrekøb køber forældre lejligheder med henblik på at udleje den til deres børn, som ofte er studerende. Derfor kan det også have en negativ konsekvens for de unge mennesker, der gerne vil ind på boligmarkedet, men som ikke har ressourcestærke forældre. Det fortæller bankdirektør ved Nordjyske Bank, Claus Andersen.
- Helt grundlæggende vil priserne stige, når der er større efterspørgsel. Så selvfølgelig kan det presse priserne på den type lejligheder, unge ofte flytter i, når de skal eje for første gang, siger han til TV2 Nord.
Opgørelsen fra Boligsiden viser dog, at boligerne, forældre køber med det formål at udleje til deres børn, har ændret sig fra tidligere.
- Det er i højere grad to- og treværelseslejligheder, forældrene kigger efter i dag. Tidligere var det ofte mindre etværelsesboliger, der blev solgt som forældrekøb, men de unge vil have mere plads i dag, siger Claus Barrett.
Mange har valgt at sætte deres penge i fast ejendom.
Claus Andersen, bankdirektør, Nordjyske Bank
Krav til ejendomskøbere presser unges muligheder
Efter finanskrisen i slutningen af 00'erne blev der indført forskellige krav til boligkøbere, som de skulle opfylde for at kunne få lov at låne penge af banken til en ejendom.
Blandt andet blev det en betingelse, at køber selv skulle stille med 5 procent af købesummen. Ved en bolig på to millioner vil det sige, at køber selv skulle lægge 100.000 kroner i indskud. Sammen med flere andre betingelser skulle det sikre, at færre købere ville købe ejendomme, de reelt ikke havde råd til.
Men selvsamme krav kan være en udfordring for unge, der gerne vil ind på ejendomsmarkedet.
- Det er i sagens natur ofte unge mennesker, der er førstegangskøbere. Og disse krav vil alt andet lige gøre det sværere for førstegangskøbere at få lov til at låne penge til fast ejendom, siger Claus Andersen, fra Nordjyske Bank.
Han understreger dog, at der er en legitim grund til, at reglerne blev indført, men han medgiver, at det kan have en mindre rolle i forhold til stigningen af forældrekøb i Aalborg.
- Generelt har danskerne en god opsparing. Og særligt da der kom negative renter på indlån begyndte flere at tænke på, hvordan man bedre kunne investere pengene. Mange af dem har valgt at sætte deres penge i fast ejendom, siger bankdirektøren.