Første matchbold hos Pirates efter marathon-kamp
Foto: Jan Korsgaard, Scanpix
Arkivfoto
Der skulle 111 minutters ishockey til, før man fandt en vinder i GIgantium.
Aalborg Pirates sikrede sig søndag eftermiddag den første matchbold i kvartfinaleserien mod Gentofte Stars, da de på hjemmebane sikrede sig den tredje sejr i serien, der var nået til femte kamp.
Men sejren kom bestemt ikke i hus uden sværdslag, og piraterne måtte ud i forlænget spilletid mod Gentofte Stars, der med et mål efter 17 minutter i tredje periode fik udlignet til 3-3, der blev den ordninære kamps resultat.
Pirates åbnede kampen med en scoring efter godt 11 minutters spil. Anders Overmark og Tobias Ladehoff lagde op til Sebastian Brinkmann, der fik størstedelen af de 2419 tilskuere op og juble. Gentofte Stars udlignede fem minutter senere og lukkede dermed første periode ned 1-1.
Pirates vandt anden periode 1-0, men igen kom Gentofte tilbage i kampen, da de 10 minutter inde i tredje periode scorede til 2-2. To minutter senere bragte Pirates sig igen foran inden Gentoftes Teemu Virtale scorede til 3-3, der altså blev resultatet efter 60 minutters effektiv ishockey.
Fyrre minutter senere - efter to perioder med ekstra hockey - var der endnu ikke lavet om på stillingen, og kvartfinalen havde udviklet sig til en marathonforestilling hvor ingen af de to hold kunne få pucken over stregen.
I slutspillet går kampene aldrig i straffeslag, men blot et mål fra det ene eller andet hold ville afgøre matchen. Det faldt efter 111 minutters spil, da piraternes Ryan McDonough i en overtalssituation lykkedes med at få pucken i mål. Og så kunne publikum - endelig - juble.
Den næste og måske sidste kamp mellem Gentofte Stars og Aalborg Pirates spilles tirsdag i Gentofte.