Forsvarede studietur til Italien og blev truet: Nu melder rektor trussel til politiet

Rektor på Nørresundby Gymnasium, Søren Hindsholm, anmelder nu en trussel fra en ukendt person, der kontaktede ham, efter at rektoren stod frem og forsvarede studieture til Italien.

Der har været flere negative henvendelser, efter at rektor på Nørresundby Gymnasium, Søren Hindsholm, har forsvaret, at flere at skolens klasser er taget på studietur til Italien.

Italien er det land i Europa, hvor der er flest tilfælde af coronavirus.

Udenrigsministeriet fraråder rejser til fire af de nordlige regioner i Italien. 

Der er tale om Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto.

Klasserne fra Nørresundby Gymnasium er ikke i nogle af de ovenstående regioner.

Men alligevel har Søren Hindsholm altså fået flere henvendelser fra folk, som er utilfredse med hans ageren. 

En af har været telefonisk og den havde karakter af en trussel, og den er nu blevet meldt til Nordjyllands Politi. 

- Et af vores bestyrelsesmedlemmer har også fået et opkald, fra hvad vi skønner, at der må være den samme person. Vi har diskuteret det med vores bestyrelsesformand, og er kommet frem til, at det ikke er i orden, at man siger den slags, så derfor har jeg nu meldt episoden til Nordjyllands Politi, fortæller rektor ved Nørresundby Gymnasium, Søren Hindsholm, til TV2 Nord.

Sørens Hindsholm regner ikke med at gøre noget ved de aggressive mails, han har fået fra flere forskellige personer. 

Men telefonopkaldet var altså af så grov karakter, at det nu vil blive efterforsket af Nordjyllands Politi.

- Nu har politiet i hvert fald nogle tidspunkter at gå efter, siger Søren Hindsholm.

Første elever kommer hjem torsdag

Torsdag aften forventes de første elever fra Nørresundby Gymnasium at vende hjem.

- Jeg har hørt fra lærerne, at alt er gået, helt som det skulle. Generelt har der været meget stille, og vi går efter vendingen intet nyt er godt nyt. Nogle af eleverne har også skrevet hjem til deres kammerater, og så har de været gode til at komme over til mig for at fortælle, at de har haft det godt på studieturen, siger Søren Hindsholm. 

Efter planen skal ingen af de hjemvendte elever i karantæne, når de igen står på dansk grund.   


Seneste nyt

fra Nordjylland