Fra hvide containere til kunst: Streetart pryder nu bus-garager

Unge fra Street Station Aalborg har siden begyndelsen af december udsmykket de garager, der fra foråret skal huse Aalborgs førerløse busser.

Til forår skal tre førerløse busser kører rundt i Aalborg. Sådan nogle busser har som bekendt brug for garager, når de ikke er på vejene. De er placeret på Sebbersundvej i Aalborg Øst. Da garagerne landede på deres nye adresse, var de helt hvide. Det har lokale street art-kunstnere nu lavet om. 

I alt syv kunstnere fra Street Station Aalborg har omdannet den hvide kasse til en stor udstilling bestående af ti malerier. 

- I stedet for at den bare står og er hvid, så bliver der pludselig skabt en udstilling med kunstværker hele vejen rundt. Så det bliver ikke bare en holdeplads for busserne, men det får noget personlighed, fortæller Frida Stiil Vium, der er koordinator i Street Station Aalborg og som står bag to af værkerne på den hvide garage. 

Street Station Aalborg er støttet af Aalborg Kommune via UngAalborg. Det er derfor også på bestilling fra kommunen, at de unge dekorerer garagerne. 

- Bare fordi det er kommunalt, behøver det jo ikke være kikset. Jeg er lidt ligeglad med, om det er kommunalt eller privat. Faktum er, at vi er en masse, der kommer ud og maler og udtrykker os, fortæller Frida Stiil Vium. 

Street Station Aalborg har allerede mere arbejde fra Aalborg Kommune i ordrebogen. Næste projekt er 125 kvadratmeter vægge i en tunnel på Astrupstien i Aalborg Øst. 


Seneste nyt

fra Nordjylland